Mand har meldt sig til politiet efter efterlysning i Hagen-sag
Onsdag offentliggjorde norsk politi en overvågningsvideo med muligt vidne i spektakulær drabssag.
En person har selv henvendt sig, efter at norsk politi onsdag efterlyste et muligt vidne i sagen om milliardæren Tom Hagen, der er sigtet for drab eller medvirken til drab på sin kone.
Det oplyser politiadvokat Haris Hrenovica over for norsk TV2.
- Én person har henvendt sig, og vi undersøger, om det kan være ham (den efterlyste, red.), skriver han i en mail.
Manden bevægede sig rundt om parrets hus
Politiet offentliggjorde onsdag en video, der var optaget 31. oktober 2018 - dagen, hvor Anne-Elisabeth Hagen forsvandt fra ægteparrets hjem.
Her kunne man se en mand bevæge sig rundt omkring parrets hus, og politiet efterlyste onsdag manden eller personer, der kunne identificere ham.
I øjeblikket er der ifølge politiet intet, der tyder på, at manden skulle have haft noget med Anne-Elisabeth Hagens forsvinden at gøre. Han betragtes derfor ikke som mistænkt i sagen, men blot som muligt vidne.
- Politiet har modtaget snesevis af tip, efter at vi onsdag offentliggjorde flere videoer af en uidentificeret mand, oplyser Haris Hrenovica.
Han tilføjer, at nogle af tippene indeholder forslag til, hvem manden på optagelserne kan være.
- Politiet undersøger nu tippene nærmere. Vi har ingen yderligere kommentarer til tippenes indhold, eller hvordan vi følger op på dem, skriver advokaten.
Ægtefælle afviser anklager
Anne-Elisabeth Hagen har været savnet siden 31. oktober 2018. Hun forsvandt ifølge politiet fra sit hjem på Sloraveien i Lørenskog mellem klokken 9.15 og 13.30.
Hendes mand, Tom Hagen, kom hjem klokken 13.30 og kontaktede selv politiet.
Tom Hagen blev den 28. april anholdt og sigtet for drab eller medvirken til drab. Tom Hagen afviser at have noget med sin hustrus forsvinden at gøre.