Anonyme kilder var undtagelsen – i USA er de blevet reglen

16x9
The New York Times bliver af mange set som et medie, der ikke fortæller sandheden. Foto: Johannes Eisele / Ritzau Scanpix

Tilliden til pressen og præsidenten er meget lav i USA i disse år. Det kan hurtigt blive et demokratisk problem, særligt med de mange anonyme kilder.

En af de store problemstillinger i disse Trump-tider er, hvem amerikanerne kan stole (mest) på: Pressen eller præsidenten. Tilliden til medierne befinder sig på et rekordlavt niveau i USA. Kun hver tredje amerikaner stoler på de politiske nyheder, som vedkommende konsumerer.

Selv hvis svaret på ovenstående skulle være den fjerde statsmagt, er man lynhurtigt konfronteret med det næste spørgsmål: Hvilke medier kan amerikanerne så stole på, og hvor stort et problem er det, at langt de fleste store historier i USA efterhånden bygger på anonyme kilder?

Anonyme kilder burde være en anormalitet, men er blevet normalen i amerikansk politik.

Lad os bare tage to af de store historier, som kører i USA i disse dage.

To historier, en langt fra optimal situation

Den ene er, at Rusland har udlovet dusør for drab på koalitionstyrker i Afghanistan, og at USA's præsident muligvis har været orienteret om dette, men ikke har reageret. Denne historie blev først bragt af The New York Times og er sidenhen blevet bekræftet og underbygget i forskellig grad af Washington Post og AP.

Den anden historie er fra CNN og handler om, at præsident Trump i sine samtaler med stats- og regeringschefer opfører sig særdeles udiplomatisk, hvilket fik ledende ministre og rådgivere til at konkludere, at Trump er uegnet til præsidentposten.

Ingen af historierne er af en karakter, hvor man blankt vil afvise og vædde børneopsparingen på, at det aldrig skulle være foregået. Men vi står stadig tilbage i en situation, som langt fra er optimal.

Troværdighed og tillid

Begge historier bygger i høj grad på anonyme kilder. Som udgangspunkt bruger pressen kun anonyme kilder, hvis det er absolut nødvendigt.

I Danmark så man for nogle år siden et markant fald i brugen af anonyme kilder. Situationen i USA er nærmest omvendt - følger man med i amerikansk politik, bliver man nærmest chokeret, når man læser en stor afsløring, hvor medierne kan bygge historien på andet end anonyme kilder.

Problemstillingen er ligetil, når man bruger anonyme kilder: Medierne risikerer at videreformidle halve sandheder og at blive spændt foran en politisk vogn.

Samtidig har man som modtager ikke nogen jordisk chance for at kunne gennemskue, om historien er fortalt på en afbalanceret måde, og hvilke personlige interesser kilden kan forsøge at fremme ved at stille op, men samtidig drage fordel af at være anonym.

Amerikanernes tillid til Donald Trump er lav.
Amerikanernes tillid til Donald Trump er lav. Foto: Carlos Barria / Ritzau Scanpix

Og ofte kan man ikke engang afkode, hvor tæt de anonyme kilder overhovedet har været på de begivenheder, som de beskriver.

Brugen af anonyme kilder stiller derfor store krav til medierne. I sidste ende er det mediet, der skal kunne forsvare og stå inde for brugen af anonyme kilder. Det kræver troværdighed og tillid, som meget få medier efterhånden har i den brede amerikanske befolkning.

To historier, mange anonyme kilder

Lad os igen zoome ind pĂĄ de to konkrete historier.

I The New York Times-historien er der potentielt tale om en afsløring med vidtgående konsekvenser for USA's nationale sikkerhed og menneskeliv: En fjendtligsindet nation har udlovet dusører på amerikanske soldater, og USA's præsident er enten ikke blevet orienteret eller har været beskeden overhørig.

Det må vurderes at være usandsynligt, at sådan en information ikke på noget tidspunkt er blevet overbragt præsidenten, enten mundtligt eller skriftligt.

Skulle det virkelig have været tilfældet, at Donald Trump ikke er blevet orienteret, så åbner det selvsagt også op for en række andre spørgsmål om arbejdsgangene i Det Hvide Hus.

Kan man sige det samme om CNN's historie, som fokuserer på, at USA's præsident mildest talt opfører sig ubehøvlet og udiplomatisk i sine samtaler med andre stats- og regeringschefer, og at dette har vakt intern kritik, som ingen dog vil stå på mål for ved navn?

En dĂĄrlig kombination

Her løber vi ind i et andet problem: Polariseringen i USA, som også efterhånden har inficeret mediebranchen.

Tag bare journalisten bag CNN's afsløring: Carl Bernstein. Manden, der sammen med Bob Woodward var med til at afsløre Watergateskandalen - vel og mærke blandt andet på baggrund af en anonym kilde, Deep Throat. Richard Nixon var muligvis ikke trådt tilbage som præsident, havde det ikke været for Bernstein og Woodwards brug af anonyme kilder.

Bernstein var med andre ord et journalistisk fyrtårn. Men i de seneste år har Bernstein primært gjort sig bemærket som 'politisk analytiker' for tv-stationen CNN.

Her kritiseres præsidenten konstant i kradse termer, også af den tidligere stjernejournalist, der nu både rapporterer og kommenterer. Ovenikøbet under dække af at være 'politisk analytiker', hvilket foregøgler en grad af upartiskhed, som er ikketilstedeværende.

Så her har vi problemet i en nøddeskal:

Kombinationen af anonyme kilder, en 'politisk analytiker' med tydelig slagside, og et medie, der er demokraternes foretrukne, vækker ikke ligefrem tillid eller styrker troværdigheden hos den neutrale iagttager.

Et demokratisk problem

Det betyder selvsagt ikke, at historierne er det pure opspind. Og i nogle situationer kan brugen af anonyme kilder bestemt forsvares. Men næppe i det omfang, som vi efterhånden ser i rapporteringen fra amerikansk politik.

I en verden, hvor det i forvejen er svært for mange mennesker at skelne mellem information og misinformation, så er det endnu vigtigere, at medierne bliver associeret med at videreformidle troværdige oplysninger.

Sat lidt på spidsen, så er det i en tid med sociale medier netop de klassiske mediers opgave at kunne slå sig op på troværdighed og transparens. Begge dele flugter dårligt med et storforbrug af anonyme kilder, og journalistiske afsendere, der både er rapportere og kommentatorer og opfører sig som partikrigere på de sociale medier.

Lægger man så oveni, at tilliden til, at USA's siddende præsident er ærlig og troværdig, også er enorm lav, ja, så står man tilbage med opskriften på et demokratisk problem.