Putin vil sidde længere: Stem i bagagerummet eller på en bænk i den lokale park
I Rusland stemmer folk om en ny forfatning. Det indebærer både mærkelige valgsteder og præmier til vælgerne.
Hvad gør man, når Ruslands præsident Putin siger, at der skal afholdes en folkeafstemning, som åbner op for, at han kan blive siddende som landets leder indtil 2036 - alt imens coronapandemien raser?
Man klapper hælene i, organiserer afstemningen og opretter alternative valgsteder i det fri for at mindske smittefaren. Som i videoen herunder fra Vladivostok, hvor et af valgstederne er i bagagerummet på en bil.
Eller som herunder, hvor valgstedet er oprettet på en legeplads.
Myndighederne er blevet kritiseret fra flere sider for at afholde afstemningen netop nu, hvor Rusland ikke tilnærmelsesvis er kommet ud af corona-krisen.
Med knap 648.000 bekræftede COVID-19-tilfælde, det 3. højeste antal i verden, mener mange at det simpelthen ikke er forsvarligt med et valg på dette tidspunkt. Kritikerne spænder fra en af oppositionens mest fremtrædende personer, Alexey Navalny til det Kommunistiske Parti, som er repræsenteret i Dumaen og i flere regionsråd.
Men kritikken preller af på magthaverne i Kreml.
- Det er mere sikkert end at deltage i andre begivenheder, og det er med garanti mere sikkert end at gå i supermarkedet, forsikrede Ella Pamfilova fra den russiske valgkommisson seerne under et tv-transmitteret møde med præsident Putin den 1. juni
Putin skal nulstilles
Den allervigtigste ændring til forfatningen er at nulstille Vladimir Putins præsidentperioder, så han nok en gang får mulighed for at stille op til valg til landets højeste embede.
Ifølge den nuværende forfatning må en præsident nemlig kun sidde i to sammenhængende perioder af seks år.
For Putin sker det exit i 2024. Men hvis et flertal stemmer ja til forfatningsændringerne, så åbner det altså op for, at han kan blive på magten i endnu to perioder.
Udover præsidentperioden indeholder listen over ændringsforslag en lang række andre emner. Blandt andet vil man have det indført i landets grundlov, at et ægteskab er mellem en mand og en kvinde, og at russisk lov står over international lov.
Mange andre steder forgår valghandlingen dog på traditionel vis indenfor. Hver vælger får udleveret en engangsmaske og handsker før stemmesedlen er smidt i valgurnen.
Vind en lejlighed eller hårtørrer
Udover de interimistiske valgstededer har myndighederne i flere byer også måtte ty til alternative metoder for at tiltrække så mange vælgere som muligt.
Flere regioner har derfor benyttet sig af lotterier og konkurrencer. Eneste krav for at vinde en præmie er, at man skal kunne bevise sin deltagelse i valget.
Således er det lykkes Anna Ganeeva i Omsk at vinde en lejlighed. Udover at hun naturligvis er utrolig glad for, at heldet har tilsmilet hende, så er hun også valgformand på det lokale stemmested, hvor vinderkuponen blev udtrukket.
Udover splinternye lejligheder kan de russiske vælgere også vinde biler, gavekort og lidt mere beskedne præmier. Eksempelvis den heldige vælger herunder, der trak det rigtige lod og fik en hårtørrer.
Valgfusk?
I Moskva og Nishny Novgorod er det muligt at stemme online, og det har skabt en del debat. Kritikere mener, at det åbner op for snyd.
Allerede på førstedagen for afstemningen blev der berettet om uregelmæssigheder. En journalist fra den internet-baserede nyhedskanal, TV Rain, kunne dokumentere, at det var lykkes ham at stemme to gange. Først online og derefter igen på traditionel vis på et valgsted.
På et andet stemmested i Moskva blev en vælger afvist, fordi han allerede var registreret på listen over borgere, som havde stemt. Faktisk havde hele mandens familie, ifølge de valgtileforordnede, allerede været der og stemt.
I videoen herunder hævder manden, at nogle andre har stemt for ham og hans familie.
Indtil videre peger exitpolls mod et stort ja til forfatningsændringen. Den seneste måling viser, at 76 procent af russerne ønsker den.
Valghandlingen slutter den 1. juli og har dermed varet i en uges tid.
Selvom der er indrapporteret tilfælde med mulig valgfusk, mener myndighederne ikke, at resultatet kan beklikkes.
Vladimir Putin har været russisk præsident fra 2000 til 2008 og igen fra 2012. Han var landets ministerpræsident fra 2008 til 2012.