Britisk by beordret i lockdown: En ud af ti nye coronasmittede bor i Leicester
Borgmesteren brokker sig, men fra i dag skal butikkerne lukke igen i Leicester.
Mens England er på vej ud af lockdown, lukker den britiske regering storbyen Leicester ned.
Det sker, fordi antallet af coronasmittede er eksploderet i byen til sammenligning med andre steder i landet. Den seneste uge har Leicester tegnet sig for hver tiende nye smittede i Storbritannien.
Det oplyser sundhedsminister Matt Hancock sent mandag aften.
- Som følge af det voksende udbrud i Leicester kan vi ikke anbefale, at lempelsen af den nationale nedlukning, som finder sted 4. juli, også kommer til at gælde for Leicester, sagde han i parlamentet ifølge BBC og the Guardian.
Tiltaget i Leicester er regeringens første store forsøg på at bremse et udbrud med lokale foranstaltninger snarere end med nationale foranstaltninger.
Skoler og pubber skal lukke
Lørdag om knap en uge er en dag, som mange briter ser frem mod med begejstring og bekymring.
Den dag åbner frisører, restauranter og pubber som et markant skridt ud af lockdown, der af regeringen er blevet døbt Super Saturday.
Og mandagen efter åbner England op for, at de mest sårbare borgere kan bevæge sig ud af deres hjem igen.
Men nu har byen Leicester med 300.000 indbyggere altså fået besked på at gå i den modsatte retning.
Fra tirsdag skal alle ikke-livsnødvendige butikker lukke. Det gælder også skoler fra på torsdag.
- Vi anbefaler folk i Leicester: Bliv hjemme i det omfang, du kan. Derudover fraråder vi alle unødvendige rejser til, fra og i Leicester, sagde sundhedsministeren sent mandag aften i parlamentet.
- Vi overvåger nøje overholdelsen af reglerne for social distancering, og vi kommer til at tage yderligere skridt, hvis det er nødvendigt.
Borgmester brokker sig
Mens antallet af smittede falder i resten af Storbritannien, stiger den i Leicester og omegn.
Leicester ligger i amtet Leicestershire i det centrale England og har omkring 417.000 indbyggere, og hele Leicestershire er omfattet af den nye nedlukning.
De seneste 14 dage er 944 indbyggere blevet smittet med coronavirus. Alene de seneste syv dage har infektionsraten ligget på 135 tilfælde per 100.000 indbyggere i byen. Det er tre gange så mange tilfælde som i den by med anden flest tilfælde.
Borgmesteren i Leicester siger, at regeringens foranstaltninger er "strengere, end vi forventede, men vi forstår behovet for handling". Henover weekenden protesterede både han og andre lokalpolitikere over regeringens advarsler, da de mener tallene er forkerte.
- Jeg kan godt se det fra regeringens perspektiv. Den er overbevist om, at omfanget af smitte er højere, end jeg tror, tallene viser, siger borgmester Peter Soulsby til BBC.
Johnson afviser granskning
Storbritannien er det land i Europa, der er hårdest ramt af coronapandemien, hvis man alene ser på antallet af dødsfald.
Ifølge Johns Hopkins University er der registreret 43.659 coronarelaterede dødsfald i Storbritannien.
Men ser man på overdødeligheden - der mere præcist viser konsekvenserne af coronavirussen - er over 64.000 personer døde i løbet af coronapandemien i Storbritannien, viser tal fra avisen The Telegraph, der samler og gransker tallene hver dag.
Mandag afviste premierminister Boris Johnson i et interview med Times Radio at lade en uafhængig kommission granske Storbritanniens coronastrategi, selv om han erkendte at Storbritannien er hårdt ramt.
Det sker selv om politikere og regeringens egne eksperter har påpeget fejl i den britiske strategi.