Udland

Han troede, at kun sorte stjal - så kom han til Europa

Flere statuer og buster i Belgien er blevet overhældt med maling og graffiti den seneste tid.  Yves Herman / Ritzau Scanpix

Tirsdag er det 60 år siden, at Congo blev fri for den belgiske kolonimagt. I Belgien raser debatten nu igen om en meget blodig fortid.

- Åh ja, jeg lever skam stadig, men jeg har mistet min kone, lyder det stille i telefonen fra Antwerpen. Stemmen er velkendt, blød og mørk og rolig.

Den tilhører 80-årige Jean-Jacques Tamba, der blev født i Congo, da landet stadig var en belgisk koloni. Her arbejdede han som yngste ”boy” og var taskebærer for ”den fine, hvide belgiske frue i det store, fine hus.”

Jean-Jacques Tamba var udsat for vold og piskeslag, men heldigvis aldrig i nærheden af den helt absurde afstraffelse, som en del congolesere blev offer for i den tidlige kolonitid. Nogle af dem - også børn - fik hugget en hånd af, hvis ikke landsbyen leverede sin kvote i gummiplantagerne.

Kolonimagten afstraffede blandt andet slaverne i Congo ved at hugge deres hænder af.

Sidst vi på TV 2 hørte fra Tamba var i december 2018, da Belgien endnu en gang gennemlevede en hidsig debat om fortiden. Det skete fordi Bruxelles gamle Afrika-museum skulle genåbne med et anderledes og mere respektfuldt image efter mange års renovering. Tidligere havde museet nærmest hyldet dets grundlægger, Kong Leopold ll, som herskede over Congo i begyndelsen af kolonitiden. Det skulle der gøres op med. Nu skulle museet også udstille de mørke kapitler i historien.

Kongens private ejendom

Fra 1885 til 1908 var ”Congo Fristad” Kong Leopolds private ejendom, og det var især i den periode, at de værste uhyrligheder foregik. Vold og massemord. Men undertrykkelsen af de sorte fortsatte, da den belgiske stat overtog Fristaden, som frem til uafhængigheden i 1960 gik under navnet Belgisk Congo. Landet var stadig præget af en lille, hvid belgisk overklasse, der herskede over mange millioner sorte.

Det var i det samfund, at Tamba levede i sine første 20 år. Hans far og mor kæmpede for at skaffe mad nok til den store børneflok, så Tamba var kun 14 år, da han blev den fine dames taskebærer.

Jean-Jacques Tamba levede som barn under den belgiske kolonimagt i Congo. Her oplevede han piskeslag og anden vold.

Da vi på TV 2 mødte ham første gang, gjorde han et stort indtryk, fordi han ikke kan sættes i bås. For paradoksalt nok er intet sort/ hvidt, når Jean-Jacques Tamba tænker tilbage på sin barndom:

- Vi spiste kun en gang om dagen, og jeg blev også arresteret og fik pisk, fordi jeg og en kammerat rapsede noget frugt fra et træ. Og når jeg ser billeder af tortur mod børn, gør det ondt helt ind i sjælen. Det er jo et helt absurd menneskesyn. Men derfor var alt ikke kun dårligt i kolonitiden. De (belgierne) lærte os for eksempel at skrive. De fik os i skole. For mig er skolevæsenet og sundhedsvæsenet det mest positive, man kan sige om magthaverne. De indførte hygiejne, og man udryddede mange sygdomme, fortalte Tamba i 2018, da vi besøgte ham og hans belgiske kone i deres lejlighed i Antwerpen.

Hun lå allerede dengang på sit yderste. Lungesyg efter et langt liv med smøger, som hun røg til sin død. Men der var livsduelig kærlighed i deres blik, når de så på hinanden, og der er ingen tvivl om, at hun gerne ville have fejret 60-året for Congos uafhængighed med sin mand.

Folk var fulde af håb

Vi ville også gerne have mødt Jean-Jacques Tamba igen ansigt til ansigt for at kondolere og gøre status over opgøret med koloni-fortiden på denne historiske dag. Men Coronakrisen forhindrer os i at ses fysisk.

- Jeg husker tydeligt den dag i 1960, jeg var hjemme og fejrede uafhængigheden med min familie. Folk var så glade og fulde af håb. Det var en meget lykkelig dag for os, siger Tamba, da vi får fat i ham på telefonen.

Tamba blev i Congo soldat i det belgiske forsvar, og det var også militæret, der fik ham til Belgien som 20-årig for at studere til marineingeniør. Det var et kulturchok af de helt store at komme fra Afrika til Europa. Både positivt og negativt.

Negativt, fordi han opdagede, at også hvide mennesker kan være moralsk anløbne. Selv om han havde oplevet, at de hvide herskere i Congo kunne være barske, så var han opvokset med, at de hvide var renere og finere - mere ophøjede. Den tro blev smadret på hans første skibstogt til Tenerife, hvor han købte souvenirs til sin familie derhjemme og lagde dem i sit lille lukaf. Men da han kom tilbage, efter at have været fra borde i nogle timer, var det hele væk.

- Jeg gik til min kaptajn og sagde: Mine souvenirs er væk. Kaptajnen spurgte mig, om jeg havde låst min kahyt. Nej, sagde jeg, for der er jo ikke andre sorte ombord end mig. De hvide stjæler ikke. Kaptajnen sagde så til mig: "Du må forstå, at vi alle er mennesker, de hvide stjæler også".

Kærlighedens oase

Men meget andet i Belgien føltes som en oase i forhold til Congo. Også i forhold til kærligheden.

Her måtte han for eksempel gerne danse med en ung hvid kvinde på en bar i Antwerpen. Det ville være utænkeligt i Congo. Kvinden, der bød ham op, blev senere hans kone og moderen til hans børn, og derfor har Tamba ingen tanker om at vende tilbage til Congo.

- Jeg savner Congo, men Antwerpen er mit hjem. Og så tænker jeg efter så mange år anderledes end folk i Congo. Jeg har stadig to søstre dernede, og dem ringer jeg til og ønsker tillykke med 60-året for uafhængigheden. Det er godt, at vi mindes dagen, men jeg har ikke selv de store planer på grund af Corona.

Blodrøde Leopold

Coronapandemien sætter også en stopper for alle større arrangementer både i Congo og i Belgien. Ærgerligt, mener mange belgiere, for netop nu er der igen sat ild i debatten om fortiden efter drabet på George Floyd i USA. Også i Bruxelles har ”Black Lives Matter” været arrangør af en omdiskuteret demonstration på flere tusinde mennesker, og statuer af Leopold ll er igen symbolsk blevet overhældt med blodrød maling. Mange ønsker nu statuerne helt fjernet, og det er planen, at det kommer til at ske i mindre byer som Ekeren og Leuven.

I Bruxelles er det stadig for betændt, da store dele af byen er bygget af Leopold ll. Og ikke alle i hovedstaden ser kun kongen som den store undertrykker og udbytter. De ser ham også som den store bygherre og ham, der skaffede fremgang både i Congo og Belgien.

I lørdags gik et selvbestaltet rengøringshold for eksempel i gang med at vaske blodmalingen af kongen i en af parkerne ud fra devisen:

”Det er en del af vores identitet og kultur. At fjerne de historiske monumenter gør blot os alle fattigere.”

Et frivilligt rengøringshold gjorde statuen af Leopold II ren. De mener ikke, at historiske monumenter skal fjernes.

Jean-Jacques Tamba lægger sig midt mellem de to fløje. Han vil hverken have statuerne fjernet, men heller ikke fortsætte med blot at lade kongen stå uanfægtet på sin piedestal.

- Vi skal ikke fjerne statuerne af Leopold II i Belgien. Han er en del af den belgiske historie, uanset om vi synes om det eller ej. Men man kunne sætte et skilt op ved siden af med noget mere information om ham. Hvis man har gjort nogen ondt, så må man også sige undskyld. Og så kan vi komme videre. Det ville være et tegn på respekt.

Se minidokumentaren 'De fordømte statuer' på TV 2 PLAY.