Coronavirus

Fijis premierminister til milliardærer: Flyt i paradis og undgå pandemi

Et feriested på Fiji-øerne. Aileen Torres-bennett / Ritzau Scanpix

I tre måneder har Fiji-øerne været lukket ned på grund af coronavirus. Nu prøver man at lokke superrige investorer tilbage til landet.

Fijis premierminister opfordrer milliardærer til at vende tilbage til ø-nationen i Stillehavet, som nu genåbner efter at have været lukket ned i tre måneder på grund af coronavirus.

Det er mere end to måneder siden, Fiji blev smittefri.

- Lad os sige, du er en millionær, der gerne vil flyve i dit eget fly, leje din egen ø og investere millioner af dollars i Fiji undervejs - hvis du har taget alle de nødvendige sundhedsmæssige forholdsregler, og du har afholdt alle udgifter, kan du nu få et nyt hjem, hvor du kan flygte fra pandemien i et paradis, skriver premierminister Frank Bainimarama i et tweet.

Opfordringen til superrige personer kommer, tre måneder efter at Fiji lukkede grænserne.

25. marts lukkede den største lufthavn i Nadi, efter at en fra kabinepersonalet i et fly var testet positiv for covid-19.

Vil have turister tilbage

Myndighederne indførte et strengt udgangsforbud fra 8 til 17 hver dag, og militæret og politiet patruljerede gaderne hver dag for at sikre, at befolkningen overholdt udgangsforbuddet.

Nu er premierministeren i øriget optaget af at få landets økonomi tilbage på fode igen og af at få turisterne til at vende tilbage.

Premierministeren slår dog fast, at alle, der vil besøge Fiji, skal teste negativ for covid-19, før de kan lande. Desuden skal de i karantæne i 14 dage - enten på land eller på et skib ved kysten ud for Fiji.