Udland

Berygtet seriemorder vil tilstå 13 mord

The Golden State Killer hærgede USA i 70'erne og 80'erne og blev først anholdt i 2018.

Siden han i april 2018 blev anholdt og sigtet for at være den berygtede seriemorder The Golden State Killer, har den 74-årige tidligere politimand Joseph James DeAngelo været tavs.

Men mandag brød han ifølge nyhedsbureauet Associated Press tavsheden og tilstod ved et retsmøde i Sacramento i Californien det første af 13 mord, som han har sagt, at han vil tilstå ved retsmødet.

- Skyldig, sagde DeAngelo med hæs, raspet stemme, da han blev spurgt, hvordan han forholdt sig til sigtelsen for drabet på Claude Snelling i 1975.

Snelling, der var professor i journalistik, blev dræbt med skud, da han prøvede at forhindre, at hans 16-årige datter blev kidnappet i byen Visalia. Drabet var det første, der blev begået af The Golden State Killer.

Tilstår for at slippe for dødsstraf

Ved begyndelsen af retsmødet sagde DeAngelo, at han nu vil tilstå de 13 drab fra 1975 til 1986, som politiet mener, The Golden State Killer er ansvarlig for.

Desuden vil han tilstå dusinvis af voldtægter, som strafferetsligt er forældede, og som han derfor ikke er tiltalt for.

Ifølge både AP og New York Times tilstår Joseph James DeAngelo mordene til gengæld for, at han bliver idømt flere livstidsdomme og dermed slipper for dødsstraf.

Helt usædvanlig efterforskning

Det var et helt usædvanligt efterforskningsarbejde, der lå til grund for anholdelsen af DeAngelo i hans hjem i Citrus Heights i Sacramento 24. april 2018. 32 år efter det sidste drab.

Efterforskerne tilmeldte sig hjemmesiden GEDmatch, hvor man kan finde slægtninge ved hjælp af dna.

Hjemmesiden lader brugerne lægge deres egne dna-profiler gratis på nettet, så de kan komme i kontakt med familiemedlemmer, de ikke har kontakt til.

Ud fra dna-materialet lykkedes det efterforskerne at identificere morderens tiptipoldeforældre, der levede for to hundrede år siden.

Dernæst konstruerede efterforskerne i alt 25 stamtræer, der endte med at indeholde tusindvis af nulevende mennesker, har en af efterforskerne, Paul Holes, fortalt til Washington Post.

De endte med en liste på tre hvide mænd på den rigtige alder fra det rigtige område. En af dem var den dengang 72-årige Joseph James DeAngelo.

Dna fra DeAngelo kunne efterfølgende kobles til gerningsstederne.