USA er til grin, men Trumps vælgere kunne ikke være mere ligeglade

16x9
U.S. President Donald Trump addresses a joint news conference with Polands President Andrzej Duda in the Rose Garden at the White House in Washington, U.S., June 24, 2020. REUTERS/Carlos Barria Foto: Carlos Barria / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: At USA's anseelse falder under republikansk ledelse, er s√• sikkert som amen i kirken. Fokus b√łr v√¶re p√• forklaringerne, ikke ford√łmmelsen.

Det er efterh√•nden blevet en gammel traver, at USA's omd√łmme er i bund, efter Donald Trump blev pr√¶sident.

Senest har CNN, der aldrig forpasser en mulighed for at kritisere præsidenten, italesat, at Trumps USA er isoleret, svigter sit lederskab og har set sin anseelse falde hurtigere end Cristiano Ronaldo i straffesparksfeltet.

Der er på mange måder tale om et gammelt amerikansk dilemma, der er relativt uafhængigt af Donald Trumps person.

På den ene side er det en central del af den amerikanske selvforståelse, at man går forrest og er et forbillede for resten af verden.

Men p√• den anden side er det ogs√• en del af den amerikanske selvforst√•else, at det er tr√¶ls at skulle l√łse andre landes problemer og agere som "verdens politibetjent" fremfor at kunne bruge ressourcerne p√• landets egne borgere.

Hvis man forstår denne dobbelthed, forstår man også, hvorfor man som Donald Trump kan blive valgt på en America First-dagsorden.

Dobbeltheden

Nogle vil mene, at denne nationalistiske tankegang burde ligge fjernt fra et land, der har slået sig op på at være "den universelle nation" og demokratiets fakkelbærer.

Men for mange af Trumps hvide kernev√¶lgere er diskussionen om omverdenens anseelse verdensfjern. Det er en fluffy filosofisk diskussion, som man kan f√łre p√• universitetet, men som ikke √¶ndrer en fl√łjtende fis for deres forhold. Og af samme √•rsag kunne de ikke v√¶re mere ligeglade.

For hvad nu hvis man som mange hvide amerikanere i snart et halvt århundrede har levet i et USA, hvor man fornemmer, at jobsene bliver færre og mindre velbetalte?

At ens v√¶rdighed efterh√•nden forsvinder, samtidig med at man bliver overhalet i jagten p√• den amerikanske dr√łm af minoriteter, indvandrere og alle mulige andre, godt ansporet af f√łderale programmer, som forskelsbehandler imod selvsamme hvide arbejderklassev√¶lgere og sender "de andre" forrest i k√łen?

Ja, s√• er det m√•ske ikke s√• overraskende igen, at man bliver tiltrukket af en mand som Trump, der p√• overfladen ikke kunne ligge l√¶ngere v√¶k fra den hvide amerikanske under- og overklasses liv, men som i det mindste itales√¶tter deres problemer p√• en facon, som de ikke har v√¶ret vant til at h√łre fra demokratiske og republikanske politikere i √•rtier.

Stoltheden

Det er værd at hæfte sig ved, at stoltheden over at være amerikaner har været stærkt faldende i USA de senere år. Antallet befinder sig nu på sit laveste niveau i tyve år. Denne udvikling er især drevet af demokratiske vælgere og er endnu et produkt af den afgrundsdybe polarisering i landet.

Men tror man i ramme alvor, at mange af Trumps vælgere vil give to fucks for, hvad man mener uden for USA?

For dem er America First i h√łj grad synonym med at give omverdenen fingeren og prim√¶rt fokusere p√• det, der t√¶ller: hjemmefronten.

Selvf√łlgelig er det aldrig rart at f√łle, at man er til grin, omend det ogs√• skaber en trodsreaktion.

Selvf√łlgelig er det ikke rart at v√¶re et af de lande i verden, der er h√•rdest ramt af coronavirussen.

Og selvf√łlgelig er det ikke sjovt, at folk fra Uganda f√•r lov til at rejse ind i EU, mens folk fra USA sandsynligvis m√• blive hjemme.

Det svier i supermagtens selvforståelse.

Men for mange af Trumps v√¶lgere i Tennessee eller Texas l√• det nok alligevel ikke i kortene at skulle tage en tur til Torino eller Tenerife i √•r. Det samme g√łr sig nok g√¶ldende for mange hvide arbejderklassev√¶lgere i Pennsylvania eller Michigan. Deres n√¶ste feriedestination havde n√¶ppe v√¶ret Paris eller Madrid.

Og tror man i ramme alvor, at præsident Trump er ked af, at amerikanerne i et valgår skal bruge deres feriepenge i USA fremfor i udlandet?

Næppe.

Interessen og ignorancen

Diskussionen om USA's internationale anseelse er samtidig et tve√¶gget sv√¶rd, da anseelsen i h√łj grad h√¶nger sammen med, hvem der sidder i Det Hvide Hus.

Det er s√• sikkert som amen i kirken, at USA's internationale anseelse falder betragteligt, n√•r amerikanerne har formastet sig til at v√¶re s√• fr√¶kke at v√¶lge en republikansk pr√¶sident. Ligeledes kan man stille uret efter, at der vil lyde et jubelbr√łl, n√•r demokraterne indtager Det Hvide Hus.

Det skete efter magtskiftet fra George W. Bush til Barack Obama, og selvf√łlgelig faldt USA's anseelse igen efter magtskiftet fra Barack Obama til Donald Trump.

I den sammenh√¶ng skal man ogs√• huske, at USA ikke bare er et land, men ogs√• et symbol for mange mennesker. Et symbol, som fremprovokerer st√¶rke f√łlelser, hvilket selvsagt besv√¶rligg√łr en nuanceret tilgang.

Dette er endnu mere tilfældet nu, hvor USA med Donald Trump har fået en præsident, der på mange måder er personificeringen af mange menneskers fordomme om USA.

På den ene side er interessen for USA enorm. På den anden side er det samme tilfældet for ignorancen. Næsten alle har en mening om, hvad der foregår i USA og om "amerikanerne", som vi typisk omtaler som en homogen enhed, selvom der er himmelvid forskel afhængigt af, hvor i landet man befinder sig, og hvem man taler med.

Sat p√• spidsen er der tit tale om, at ford√łmmelsen f√•r fortrinsret foran forst√•elsen. At det egentlig ikke handler s√• meget om at interesse sig for, hvorfor man g√łr tingene p√• en bestemt m√•de i USA, men at ytre en holdning om, hvorfor det er helt hen i vejret at g√łre, og at tingene er meget bedre herhjemme.

Fordomme og forståelser

Danskerne rejser i stor stil til USA. Danmark er det land i verden, der stod for den 25. st√łrste andel af turister til USA i 2018, selvom Danmark kun har verdens 115. st√łrste indbyggertal.

Men i realiteten er rejselysten i USA begrænset. I hvert fald geografisk. Danskernes tre foretrukne feriemål i USA i 2011 var Los Angeles, San Francisco og New York. Der er lækkert, men det er næppe der, man får udfordret sine fordomme og udvider sin forståelse for landets mangfoldighed.

Det samme kan man sige om mediedækningen under coronakrisen.

New Yorks demokratiske guvern√łr roses til skyerne og bliver lynhurtigt omtalt som et muligt bud p√• en kommende pr√¶sidentkandidat. Texas og Florida med sine republikanske guvern√łrer bliver udskammet.

I realiteten begik New Yorks guvern√łr nok den st√łrste enkeltst√•ende fejl p√• delstatsniveau i USA under coronakrisen, da han beordrede, at plejehjemmene skulle modtage coronasmittede fra hospitalerne.

Resultatet var, at New York alene har haft flere d√łde p√• plejehjem, end hele Texas og Florida indtil videre har mistet tilsammen.

Signalværdien

Apropos mediedækningen. Et dansk dagblad har oprustet sin USA-dækning, så avisen nu har to korrespondenter i USA.

Chefredakt√łren fortalte i den forbindelse, med henvisning til den enorme polarisering i USA, at man nu havde ‚ÄĚto mand til at d√¶kke den forskellige virkelighed, der er: en p√• √łstkysten og en p√• vestkysten‚ÄĚ.

Man er selvsagt ikke ude af stand til at rapportere nuanceret om USA, hvis man bor i demokratiske h√łjborge som New York eller Californien. Det forhindrer heller ikke en korrespondent i at rejse rundt i landet. Og selvf√łlgelig kan man ikke fort√¶nke korrespondenterne i hellere at ville bo i Californien eller New York fremfor i Kentucky eller Nebraska.

Men signalv√¶rdien er alligevel ganske sigende, n√•r fors√łget med at forklare de forskellige virkeligheder tager udgangspunkt i at bos√¶tte sig i en politisk boble, som danskerne i forvejen er alt for bekendte med.