Udland

Kina indfører udgangsforbud for knap en halv million mennesker

Myndighederne indfører strenge regler i et område, der leverer fisk til hovedstaden Beijing, som lige nu oplever et udbrud af coronasmitte.

De kinesiske sundhedsmyndigheder indfører nu delvist udgangsforbud i Anxin-regionen 150 kilometer fra den kinesiske hovedstad, Beijing.

Det sker i et forsøg på at stoppe smittespredning, efter der er konstateret ny smitte med coronavirus i området. Det skriver blandt andet det britiske medicinske tidsskrift Medical Express.

Udgangsforbuddet for de knap 500.000 mennesker i området indebærer, at kun én person fra hver familie vil få lov til at gå ud én gang om dagen for at købe nødvendige varer som fødevarer og medicin. Det oplyser den taskforce i Kina, der skal forhindre udbredelsen af smitte med coronavirus, i en udtalelse.

Myndighederne slår fast, at Anxin-regionen nu bliver "fuldt lukket og kontrolleret". De forholdsregler, der nu er indført, er de samme, som blev indført i Wuhan i Kina, da pandemien var på sit højeste tidligere i år.

Regionen leverer fisk til Beijing

Indførelsen af udgangsforbuddet kommer, efter at endnu 14 mennesker er blevet registreret smittet med coronavirus i Beijing det seneste døgn. I alt har der nu været 311 tilfælde af coronasmitte i den kinesiske hovedstad siden midten af juni.

Udbruddet i Beijing blev først sporet til det kæmpestore Xinfadi-marked i Beijing, et overdækket marked, der leverer hovedparten af Beijings frugt og grøntsager, men der er også fisk og skaldyr på markedet.

Ifølge det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua er det virksomheder i Anxin-regionen, der leverer ferskvandsfisk til det store marked, og derfor er der igen opstået bekymring over sikkerheden i den kinesiske madforsyning.

Der er konstateret 12 nye smittetilfælde i Anxin-regionen, hvoraf 11 kan kobles til Xinfadi-markedet i Beijing.

Test-aktivitet intensiveret

Samtidig med det delvise udgangsforbud i Anxin-regionen har myndighederne i hovedstaden også intensiveret testaktiviteterne.

Ifølge en myndighedskilde er cirka en tredjedel af Beijings indbyggere nu testet for coronavirus, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Myndighederne i Beijing har indsamlet over otte millioner prøver fra patienter med henblik på test og gennemført over syv millioner test for smitte med coronavirus, lød det søndag morgen fra Zhang Qiang fra den komité i Beijing, der skal forhindre spredning af smitten.

'Vi kan ikke tage det roligt endnu'

Wu Zunyou, ledende ekspert på det kinesiske center for kontrol og forebyggelse af sygdomme, sagde i sidste uge, at det nye udbrud i Beijing "er under kontrol". Fredag lettede myndighederne foranstaltninger med udgangsforbud, som har været gældende i flere uger i syv områder i byen.

Men Xu Heijan fra Beijings bystyre sagde imidlertid lørdag, at "vi ikke kan tillade os at tage det roligt endnu."

I alt har Kina oplevet over 83.000 tilfælde af coronavirus. Over 4600 har mistet livet. Siden begyndelsen af coronavirus-pandemien har der dog været tvivl om, hvorvidt de kinesiske tal er pålidelige.