Udland

Trump underskriver dekret, der skal beskytte statuer

Underskriften kommer i kølvandet på uro, hvor demonstranter har væltet og raseret statuer over hele USA.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har underskrevet et præsidentielt dekret, der skal ramme folk, der ødelægger statuer. Dekretet betyder, at alle, der ødelægger en offentlig statue, kan blive retsforfulgt ”i lovens fulde omfang”, skriver BBC.

Det er ikke kun personer, der kan blive straffet for at udøve hærværk på monumenter. Også stater kan nu straffes økonomisk, hvis de ikke beskytter statuerne i tilstrækkelig grad.

Trump tweetede selv fredag, at der vanker langvarige fængselstraffe.

- Jeg har haft det privilegie at underskrive et lovforslag, som skal beskytte amerikanske monumenter, mindesmærker og statuer - samtidig med at gå op imod de kriminelle voldsforhandlinger, som har fundet sted den seneste tid. Der venter langvarige fængselstraffe for de lovløse gerninger rettet mod vores land, skrev USA's præsident.

Mange statuer

Trump sagde, at han skippede en weekend på sit golfresort i New Jersey for at sikre "lov og orden" i Washington D.C.

Underskriften kommer efter måneders uro og protester i USA, hvor demonstranter har gået på gaderne i kølvandet på drabet på den sorte George Floyd, der døde i politiets varetægt. I flere amerikanske byer er demonstranterne gået efter statuer af historiske personer - blandt andet fra den amerikanske borgerkrig.

Det gælder eksempelvis statuen i Washington D.C. af den tidligere præsident Abraham Lincoln. Statuen af Lincoln viser præsidenten stående med en underdanigt knælende sort mand for sine fødder som et symbol på frigørelsen fra slaveriet. Men også med en tvetydighed, som falder demonstranter for brystet på grund af det hvide overherredømme, statuen kan give udtryk for.

Også statuer af den opdagelsesrejsende "imperialist" Christopher Columbus i Minneapolis og Boston har været genstand for demonstranters vrede og er blevet væltet omkuld, mens man i Virginia har annonceret at ville fjerne en statue af den oprørske sydstatsgeneral Robert E. Lee, som førte an på den tabende side af den amerikanske borgerkrig.

Nationalgarden har på baggrund af de aktuelle uroligheder meldt sig parat til at sætte ind for at beskytte de udsatte monumenter.

Europa er heller ikke gået fri af kontrovers, og både statuer og mindesmærker har været genstand for debat.

Tidligere på måneden blev en statue af slavehandler Robert Milligan fjernet fra West India Quay i London på foranledning af byens borgmester Sadiq Khan, og i Bristol smed demonstranter hårdhændet statuen af slavehandler Edward Colston i en nærliggende flod.

Også i Danmark er der statuer og mindesmærker, som vidner om en fortid med historiske forbindelser til slavehandel og vores fortid som kolonimagt.