Udland

Store annoncører presser Facebook med boykot: Fjern hadefuldt indhold

Stærke amerikanske lobbygrupper får både annoncører og Facebook selv til at reagere.

Et spirende annoncørboykot af Facebook er under opsejling, og det fik fredag ekstra styrke, da store annoncører som Coca-Cola, internetselskabet Verizon og fødevaregiganten Unilever meddelte, at de ikke vil annoncere på Facebook i juli.

Boykotten kommer, fordi Facebook ikke gør nok for at fjerne hadefuldt indhold med opfordringer til vold fra deres platforme.

Udmeldingen fra de store annoncører fik fredag Facebooks aktie til at falde med 8 procent, fortæller tv-stationen ABC.

- De manglende annoncer rammer Facebook, hvor det gør ondt, siger Astrid Haug, der er digital rådgiver og ekspert i sociale medier, til TV 2.

- Vi har oplevet annonceboykot af Facebook før, men det her er den mest omfattende, jeg kan huske. Helt grundlæggende synes virksomhederne ikke, at Facebook gør nok. Mark Zuckerberg (Facebooks øverste chef, red.) siger alle de rigtige ting, men gør for lidt, vurderer hun.

Astrid Haug: Annoncørerne reagerer, men de kan ikke undvære Facebook

Vil fjerne hadannoncer

Zuckerberg var allerede fredag ude at forsikre annoncørerne om, at Facebook var parat til at gennemføre ændringer, så man bliver bedre og hurtigere til at fjerne ”hadefuldt indhold” over for enhver tænkelig gruppe af mennesker:

- Vi vil stramme vores annoncepolitik, så vi forbyder påstande om, at folk af en bestemt race, etnicitet, nationalitet, religion, seksuel orientering, kønsidentitet eller immigrationsstatus skulle true andre menneskers sikkerhed, sundhed eller liv, siger Mark Zuckerberg i en videomeddelelse, der er sendt via nyhedsbureauet AP.

Han tilføjer dog, at hvis den slags indhold samtidigt har en nyhedsværdi, så vil det ikke blive fjernet, men i stedet forsynet med en kommentar eller advarsel.

Indrømmelsen fra Mark Zuckerberg gælder kun selve annoncedelen på Facebook - ikke resten af indholdet på platformen, som blandt andet tæller private opslag og kommentarer.

- Det er en lille indrømmelse. Det her handler jo ikke kun om annoncedelen. Der er en stor bane at spille på på resten af Facebook, som han ikke tager stilling til. Det er et lille skred. Det er noget, der kommer til at tage tid. Zuckerberg er altid den sidste til at opdage, at der sker et skred, og også den sidste til at indrømme det, siger Astrid Haug.

Stop hadet

Opfordringen til at boykotte Facebook som kampagnemedie i juli kommer fra førende amerikanske borgerrettighedsbevægelser som den sorte borgerrettighedsgruppe NAACP og den jødiske ADL, der er gået sammen om kampagnen under hashtagget #StopHateForProfit.

- Vi har længe set, hvordan Facebook har tilladt nogle af samfundets værste elementer at komme ind i vores hjem. Vi håber, denne kampagne endelig vil vise Facebook, hvor stærkt ønsket er hos deres brugere og annoncører om virkelige forandringer, sagde lederen af den jødiske Anti-Defamation League (ADL) i forbindelse med kampagnens start til The Guardian.

Coca-Cola har i modsætning til de andre deltagere i kampagnen valgt at boykotte alle sociale medier i juli.

Ideen om at lægge pres på Facebook voksede i styrke, efter den amerikanske præsident Donald Trump i starten af juni skrev et indlæg på de sociale medier, hvor han truede de mange demonstranter, der var i gaderne i protest mod drabet på den sorte amerikaner George Floyd.

Demonstrationerne havde i flere byer udviklet sig til plyndringer og hærværk, og det fik præsidenten til at skrive:

- ”When the looting starts, the shooting starts”. (Når plyndringen begynder, så begynder skyderiet også, red.).

Truslen blev af mange opfattet som en opfordring til vold mod demonstranterne, og det fik det sociale medie Twitter til at forsyne meddelelsen med en advarsel om, at den ”glorificerede vold”.

Men det afviste Facebook at gøre, og det vakte borgerrettighedsgruppernes vrede.

Ingen advarsel

Historien har gentaget sig i denne uge, hvor Donald Trump advarede demonstranter mod at oprette en ”autonom zone” i hovedstaden Washington DC, som det er sket i Seattle.

- Hvis de prøver, så vil de blive mødt med betydelig styrke, skrev præsidenten på sociale medier.

Igen blev udsagnet forsynet med en advarsel om vold på Twitter, mens den fik lov at blive stående ukommenteret på Facebook.

Sådan ser Donald Trumps tweet fra tirsdag ud. Twitter har forsynet det med en advarsel om, at det "overtræder reglerne for krænkende adfærd". Men man kan se teksten, hvis man klikker på det (se nedenfor).

Nu lover Mark Zuckerberg imidlertid, at man vil ændre politik på det område:

- Der vil ikke være undtagelser af hensyn til nyhedsværdi for indhold, der opfordrer til vold eller svindel ved det kommende valg, heller ikke selvom det kommer fra en politiker eller en regeringstalsmand, sagde han i sin videomeddelelse fredag.

Store annoncører er med

Kampagnen #StopHateForProfit er kun få uger gammel og fik den første opbakning fra amerikanske firmaer med en traditionel høj politisk-etisk profil som isproducenten Ben & Jerry's og fritidstøjproducenter som Patagonia og North Face.

- Facebook vil ikke forpligte sig til forandringer. De vil kun sige det, som pengene får dem til at sige. Det er på tide, at vi bruger vores penge til at presse dem til at leve op til deres løfter, sagde en af de første deltagere i annonceboykotten, password-administrationsfirmaet Dashlane, til The Guardian.

Med Ben & Jerry’s moderselskab Unilever, Coca-Cola og Verizon ombord fik kampagnen fredag en helt anden gennemslagskraft.

- Det interessante sker, hvis en kampagne bliver så stor, at der kommer et pres på de annoncører, der IKKE er med. De vil have en kynisk analyse: ”Er det billigere at være med end at stå udenfor? Vil det være dårlig PR?”, forklarer Astrid Haug.

Hun advarer dog mod at overvurdere betydningen af den 30 dages annonceboykot. Hun forventer, at de fleste annoncører vender tilbage, når juli er overstået – simpelthen fordi de er lige så afhængige af Facebook, som Facebook er af dem.

- Annoncørerne har ikke andre steder at gå hen. Annoncemarkedet på nettet er groft sagt sådan, at en annoncør kan vælge, om han eller hun vil give sine annoncekroner til Facebook eller Google. Man kommer ikke uden om at bruge en af de spillere. Så der er en risiko for, at det bliver en symbolsk aktion, siger hun.