Coronavirus

USA slår smitterekord igen: - Det er på randen af at være apokalyptisk, siger ekspert

Antallet af smittede i USA kan være op til 10 gange højere end registreret, vurderer myndighederne.

Torsdag slog USA endnu en kedelig rekord, da 39.818 amerikanere blev konstateret smittet med covid-19, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den højeste stigning på et døgn under coronapandemien.

Særligt slemt er det i delstaten Texas, der siden mandag har oplevet mange smittede, hvorfor flere eksperter frygter, at delstatens største by, Houston, kan blive den værst ramte i USA:

- De store byområder ser ud til at stige meget hurtigt, og nogle af modellerne er på randen af at være apokalyptiske, siger Peter Hotez, der er professor i immunologi og dekan på National School of Tropical Medicine ved Baylor College of Medicine, til CNN.

- Jeg kan ikke understrege nok, hvor bekymret jeg er. Vi ser ikke dødsfaldene endnu, men det vil komme. De vil begynde at stige i løbet af de næste uger, siger Peter Hotez.

Genåbning sat på pause

Onsdag havde Texas flere end 5000 smittede, og ifølge Peter Hotez er det ”virkelig foruroligende”, da udregninger fortæller, at delstaten kan have firdoblet antallet af smittede omkring 4. juli.

Den øgede smittespredning fik torsdag delstatens republikanske guvernør, Greg Abbott, til at sætte genåbningen af samfundet på pause.

- Da vi oplever en stigning af både positive covid-19-tilfælde og hospitalsindlæggelser, er vi fokuseret på strategier, som kan bremse spredning af dette virus, mens vi også giver texanere mulighed for fortsat at tjene en løn, så de kan hjælpe deres familier, siger Greg Abbott i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet Ritzau.

Forretninger, som allerede havde fået tilladelse til at åbne under delstatens tidligere genåbningsfaser, kan fortsætte som hidtil.

Texas lukkede ned 31. marts. I midten af maj begyndte myndighederne at lempe på restriktionerne og tillod blandt andet fitnesscentre at åbne delvist. Og 12. juni indledte Texas tredje fase af genåbningen, hvor blandt andet restauranter fik lov til at åbne med begrænsninger for antallet af gæster.

- Det sidste, vi ønsker at gøre, er at skulle gå baglæns og lukke forretninger ned. Denne midlertidige pause vil hjælpe vores stat med at inddæmme smittespredning, indtil vi sikkert kan bevæge os ind i den næste åbningsfase, siger guvernør Abbott ifølge CBS News.

Op mod 20 millioner smittede

Ifølge Johns Hopkins University, der løbende følger antallet af smittede, døde og indlagte på verdensplan, har Texas fredag registreret 134.464 smittede og 2317 dødsfald.

Vores bedste skøn lige nu er, at der for hvert tilfælde, der er registreret, faktisk er 10 andre infektioner

Robert R. Redfield, The Centers for Disease Contro

Torsdag slog delstaten som følge heraf rekord i antallet af hospitalsindlægger for 13. dag i træk. Derfor har guvernøren valgt at suspendere planlagte operationer i storbyerne Houston, Dallas, Austin og San Antonio for at frigøre sengeplads, skriver nyhedsbureauet Reuters.

På landsplan er der officielt registreret 2.4 millioner smittede i USA, oplyser Johns Hopkins University.

Lyn-analyse

Stigningen i smittede i de amerikanske sydstater sker i høj grad af historiske årsager. Den amerikanske stat skal helt generelt ikke bestemme over, hvordan folk lever deres liv, mener mange. Derfor har der i sydstaterne været mindre vilje til at følge de nationale retningslinjer om at holde afstand, være tilbageholdende med at åbne barer, restauranter og butikker, og det afspejler sig nu i smittetallene.

Men det er et tal, der kan være helt op til 10 gange højere. Det vurderer The Centers for Disease Control (CDC):

- Vores bedste skøn lige nu er, at der for hvert tilfælde, der er registreret, faktisk er 10 andre infektioner, siger virolog og direktør i CDC, Robert R. Redfield, ifølge BBC.

Ifølge virologen er mørketallet så stort, fordi det kun er personer med symptomer, der bliver testet. Men ifølge CDC har mellem fem og otte procent af befolkningen i USA været eksponeret for virussen, hvorfor afstand, ansigtsmasker og god håndhygiejne fortsat er CDC's anbefalinger.

CDC er det amerikanske center for infektionsforebyggelse og folkesundhed.