Coronavirus

Anders Tegnell svarer WHO igen: - Det er en total fejlagtig fortolkning af data

Med dialog var misforståelsen blevet udryddet, lyder det fra statsepidemiologen.

Torsdag annoncerede Verdenssundhedsorganisationen WHO, at 11 lande i Europa oplever en acceleration i antallet af smittede med covid-19.

Heriblandt vores naboland Sverige, der dermed karakteriseres som et risikoland på linje med Albanien, Moldova og Aserbajdsjan.

Men det er ”desværre en total fejlagtig fortolkning af dataen” fra Sverige. Det siger den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell til SVT fredag morgen.

- Vi har et stigende antal smittede i Sverige, men det er, fordi vi tester meget mere end før. Det er uheldigt, at folk forveksler Sverige med lande, der overhovedet ikke har haft problemer og åbenbart er i begyndelsen af ​​deres epidemi, siger Anders Tegnell.

Foruden Sverige er de ti andre lande Armenien, Moldova, Nordlige Makedonien, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Albanien, Bosnien-Herzegovina, Kirgisistan, Ukraine og Kosovo. WHO Europe tæller 53 lande med i sin definition af Europa. Heriblandt Kirgisistan og Aserbajdsjan.

Tegnell: Kunne have givet mere nuanceret billede

Meldingen fra WHO kom på et pressemøde torsdag, hvor WHO's regionale leder for Europa, Hans Kluge, advarede mod, at sundhedsvæsnet risikerer at blive skubbet til bristepunktet i efteråret, når influenzasæsonen starter igen.

De er sandsynligvis forkert på den, fordi de ikke har ringet og spurgt os

Anders Tegnell, statsepidemiolog i Sverige

- I uger har jeg talt om risikoen for genopblussen, når landene justerer deres foranstaltninger. I flere lande i Europa er denne risiko nu blevet en realitet - 30 lande har oplevet stigninger i nye kumulative tilfælde i de seneste to uger, sagde han.

Og da virussen ”fortsat cirkulerer i vores samfund”, skal vi være ekstra påpasselige, lød det fra Hans Kluge.

- Og i 11 af disse lande har stigende smitte ført til en betydelig genopblomstring, som, hvis de ikke er i kontrol, vil skubbe sundhedssystemer til randen igen i Europa.

Ifølge European Centre for Disease Prevention and Control har Sverige fra 23-25. juni registreret 6281 smittede. Til sammenligning har Albanien, Moldova og Aserbajdsjan registreret henholdsvis 67, 878 og 1576 smittede.

Men forskellen kan forklares med, at Sverige tester mere, og derfor er billedet forkert, mener Anders Tegnell.

- De er sandsynligvis forkert på den, fordi de ikke har ringet og spurgt os. Vi kunne have givet et mere nuanceret billede af, hvordan situationen med sundhedsvæsnet ser ud i Sverige, siger han.

Går ud over rejser

Torsdag lempede Udenrigsministeriet rejsevejledningerne for de fleste lande i Europa – dog ikke Sverige, Storbritannien, Portugal, Rumænien, Malta og Irland.

Hvad er covid-19 og coronavirus?

  • Corona er en familie af virusser, der kan være årsag til milde forkølelser, men også til alvorlige infektioner i luftvejene. De almindelige CoV er globalt udbredte og forekommer hyppigst efterår og vinter.
  • Der findes nu seks forskellige CoV, som kan smitte mennesker. MERS og SARS er mest sjældne og alvorlige.
  • Den aktuelle virus hedder SARS-CoV-2  (Severe acute respiratorysyndrome coronavirus 2) og havde sit udbrud fra Kina i december 2019. 
  • Verdenssundhedsorganisationen, WHO), meddelte 11. februar 2020, at den sygdom, man får af den nye virus, har navnet covid-19 (coronavirus disease 2019).

Og det er blandt andet derfor, at WHO er forkert på den, siger Anders Tegnell:

- Det er absolut alvorligt. Især i denne situation, hvor der er meget diskussion om, hvilke lande du kan rejse til og ikke. Så er denne form for udsagn meget utilfredsstillende, siger han.

For danskere er den svenske region Västerbotten åben, og 18. juni oplyste Udenrigsministeriet, at der kunne blive åbnet yderligere for regioner, hvis myndighederne finder det muligt. Det blev modtaget positivt fra den svenske indenrigsminister, der kaldte det ”et vigtigt første skridt”.

- Vi har arbejdet hårdt for en løsning for grænsespørgsmål og rejse inden for Norden, og den danske beslutning i dag er et skridt i den rigtige retning. Vi håber, at det kan tjene som et eksempel for de andre nordiske lande, ikke mindst i forhold til åbning i grænseregionerne, sagde Sveriges indenrigsminister Mikael Damberg i et skriftligt svar til TV 2.

På verdensplan er mere end 9,5 million mennesker konstateret smittet med covid-19.

Ifølge WHO står Europa for 2,5 million af dem med næsten 20.000 smittede og 700 døde dagligt.