Coronavirus

Nyfødte trillinger testet positiv for coronavirus

To af de tre børn har det godt, men det tredje spædbarn har lungebetændelse.

De mexicanske myndigheder prøver nu at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre, at et sæt nyfødte trillinger er smittet med coronavirus, mens ingen af deres forældre er testet positive.

Der er tale om to piger og en dreng, der blev testet blot fire timer efter, de blev født i staten San Luis Potosi i det centrale Mexico.

Det oplyser sundhedsmyndighederne, der kalder sagen enestående, skriver Reuters.

Eksperter skal undersøge sag

Først mente myndighederne, at børnenes mor var smittet uden at have symptomerne, men både hendes test og en test af børnenes far viser, at ingen af dem er smittet.

- Forældrenes resultater er negative, og det fanger vores opmærksomhed, sagde Monica Rangel, sundhedsminister i San Luis Potosi på en pressekonference tirsdag.

- Vi har nu specifikt bedt om, at en gruppe eksperter undersøger denne sag, siger hun.

Et barn har lungebetændelse

To af de tre børn, der blev født 17. juni, har det godt og viser ikke symptomer på covid-19, oplyser de læger, der behandler trillingerne på sygehuset. Den tredje har lungebetændelse, men tilstanden meldes stabil.

Monica Rangel siger, trillingerne holdes under observation og bliver på hospitalet indtil videre.

I Mexico er i alt over 190.000 blevet smittet med coronavirus, og 23.377 personer er døde med covid-19. Det giver Mexico en syvendeplads på listen over de lande, der er hårdest ramt af dødsfald relaterede til covid-19,