Coronavirus

Coronavirus har grebet fat om det sydlige og vestlige USA - og det er der en god forklaring på, siger Steinmetz

Det er særligt den sydlige og vestlige del af USA, der i øjeblikket er hårdest ramt af coronavirussen.

Mens coronavirussen langsomt er ved at slippe sit greb om Europa, så har den langt fra sluppet sit tag om USA - det viser de seneste tal for spredning af den smitsomme sygdom.

USA oplevede tirsdag 23. juni det højeste antal dagligt smittede personer med coronavirus siden april, hvor pandemien for alvor tog fart i 'Guds eget land'.

Vi har ført vore folk gennem helvede og tilbage igen

Phil Murphy, New Jerseys guvernør

I alt blev 34.720 personer testet positiv for coronavirus, hvilket er tredjeflest på én dag i USA, skriver CNN.

Tallene for antal nysmittede toppede i slutningen af april med 36.400 personer, viser tal fra Johns Hopkins University.

Herunder ses udviklingen af antallet af dagligt registrerede nye tilfælde af covid-19 i USA. Tallene er et syv-dages glidende gennemsnit.

Syden og vesten hårdest ramt

Hvor det var New York og resten af østkysten, der først blev hårdt ramt af coronavirussen, så har den nu bevæget sig ud i landområder og andre egne af landet, der ikke tidligere har oplevet smitten i samme omfang.

Det er særligt den sydlige og vestlige del af USA, der i øjeblikket er hårdest ramt, og i forhold til de sydlige stater skyldes det blandt andet historiske grunde.

For de amerikanske sydstater kæmper ifølge TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz i højere grad end resten af landet en kamp for frihed.

- Den amerikanske stat skal helt generelt ikke bestemme over, hvordan folk lever deres liv. Derfor har der i sydstaterne været mindre vilje til at følge de nationale retningslinjer om at holde afstand, være tilbageholdende med at åbne barer, restauranter og butikker, og det afspejler sig nu i smittetallene, siger TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz.

Det stigende antal smittede på vestkysten kan muligvis hænge sammen med de store Black Lives Matter-demonstrationer.

Men det er endnu for tidligt at konkludere, om det er årsagen, siger USA-korrespondenten.

Flere smittede i 26 stater

Mere end halvdelen af de 50 amerikanske stater har det seneste døgn registreret et højere antal nye smittede med coronavirus end sammenlignet for en uge siden.

I USA's tre mest folkerige stater - Californien, Texas og Florida - blev der tirsdag registreret det højeste antal dagligt smittede personer med coronavirus.

Alene i Californien blev der tirsdag registreret 7149 nysmittede ifølge de lokale sundhedsmyndigheder, og det skabte et hidtil uset pres på hospitalsvæsenet.

De tre delstater udgør tilsammen næsten en tredjedel af USA's befolkning på knap 330 millioner mennesker.

De mange nye coronasmittede er ikke et resultat af øget testning, siger Michael Osterholm, der er direktør for center for infektionssygdomme ved universitetet i Minnesota, til CNN.

Den amerikanske topsundhedsrådgiver Anthony Fauci advarede onsdag om en "foruroligende stigning" i smitte med coronavirus flere steder i USA. Samtidig mente Fauci, at de næste par uger bliver kritiske i forhold til at håndtere smittestigningerne.

En fremskrivning over antallet af coronarelaterede dødsfald i USA viser, at den 1. oktober vil udgøre 180.000 personer. Det viser en computermodel fra universitet i Washington, skriver The Guardian.

Knap 122.000 amerikanere er for nuværende døde, mens de var smittet med covid-19, og næsten 2,4 millioner amerikanere er blevet testet positiv for virussen, viser tal fra Johns Hopkins University.

Lyn-analyse

Der er stor forskel på, hvor godt de 50 amerikanske stater er lykkedes med at stoppe spredningen af coronavirus. New York har virkelig haft held med at begrænse smittespredningen og er godt i gang med at genåbne. Den stat har hele tiden holdt sig til de sundhedsfarlige retningslinjer. Til gengæld har stater som Florida og Texas været så forhippede på at få gang i økonomien, at de ikke i samme grad har fulgt anvisningerne. Og nu betaler de prisen med en stor stigning i antal smittede. Amerikanerne har kunnet rejse mellem de enkelte stater, hvilket gør det sværere at indkapsle smittespredningen.

New York indfører to ugers karantæne

Delstaterne New York, New Jersey og Connecticut på den amerikanske østkyst var de første, der blev hårdt ramt af coronavirussen, men efter en lang periode med striks nedlukning er coronasmitten efterhånden kommet under kontrol.

Det har fået guvernørerne til at beordre, at personer fra i alt ni amerikanske stater med højt smittetryk skal i karantæne i to uger, når de ankommer.

Det drejer sig om Alabama, Arkansas, Arizona, Florida, North Carolina, South Carolina, Texas, Washington og Utah, fortalte Andrew Cuomo, der er guvernør i delstaten New York, onsdag på et pressemøde.

Hvis man bryder karantænen, venter der en bøde på 1000 dollar (cirka 6600 kroner, red.), som kan stige til 5000 dollar (cirka 33.1000 kroner, red.) ved gentagne overtrædelser, oplyste Cuomo.

- Vi har ført vore folk gennem helvede og tilbage igen. Det sidste, vi har brug for, er at udsætte folk for en anden omgang, siger New Jerseys guvernør, Phil Murphy.

Tvivl om teststrategi

USA's præsident, Donald Trump, vakte i weekenden opsigt, da han på et vælgermøde proklamerede, at man burde teste færre amerikanere for coronavirus.

Præsidentens rationale var, at man dermed ville opdage færre corona-smittede i USA.

Efterfølgende fik Trumps kampagnemedarbejdere dog travlt med at fastslå, at der var tale om en joke fra præsidentens side.

Men mandag skrev Trump på Twitter, at antallet af smittede amerikanere beror på, at USA har verdens mest omfattende testsystem for coronavirus.

Ifølge de amerikanske medier NBC og CNN planlægger Donald Trump at stoppe finansieringen til 13 forskellige testcentre inden udgangen af juni.