Udland

Dansk Jehovas vidne får afkortet russisk fængselsstraf

Russisk domstol godkender anmodning fra danskeren Dennis Christensen om at blive løsladt fra fængsel før tid.

Et dansk medlem af Jehovas Vidner, som er idømt fængselsstraf i Rusland, bliver løsladt tidligere end forventet.

Det skriver Jehovas Vidner i Rusland og det russiske nyhedsbureau Tass.

Dennis Christensen, som personen hedder, blev i februar sidste år ved en russisk domstol fundet skyldig i have agiteret for Jehovas Vidner og idømt seks år fængsel.

Jehovas Vidner er i de seneste år i Rusland blevet betegnet som en ekstremistisk organisation

38.000 kroner for knap to års fængsel

Danskeren blev anholdt i foråret 2017 under en gudstjeneste i trossamfundet i en by syd for hovedstaden Moskva.

Men nu har en domstol i Rusland godkendt en anmodning fra Dennis Christensen om at blive løsladt før tid. Det oplyser hans advokat, Anton Bogdanov, til Tass.

- Hans resterende fængselstid - 1 år og 11 måneder - er skiftet ud med en bøde på 400.000 rubler, siger advokaten.

Beløbet svarer til godt 38.000 kroner.

Afgørelsen er endnu ikke trådt i kraft, og Dennis Christensen er fortsat indespærret.