Fund "uden fortilfælde" opdaget ved Stonehenge

De enorme huller viser, at de tidligste briter havde udviklet en måde at tælle på.

Opdagelsen bliver af fagfolk kaldt ”ekstraordinær”, ”uden fortilfælde” og "den største forhistoriske struktur, der nogensinde er set i Storbritannien".

Det, arkæologer har fundet, er en ring af cirka 20 skakter, med mål på 5 meters dybde og 10 meters bredde, i et område nær det forhistoriske monument Stonehenge.

Det skriver BBC og The Guardian.

- Dette er et hidtil uset fund med stor betydning i Storbritannien. Forskere, der har undersøgt Stonehenge og dets landskab, er blevet overrasket over omfanget af strukturen og det faktum, at det ikke er blevet fundet før nu, selvom de ligger så tæt på Stonehenge, siger professor og ledende arkæolog på udgravningsstedet, Vincent Gaffney, til The Guardian.

Viser, at de kunne tælle

Udgravningerne er i dag stort set blevet fyldt op med jord, og man har indtil mandag ikke betragtet dem som andet end jordfaldshuller. Men med hjælp fra moderne måleteknologi kan forskerne nu slå fast, at det er 4500 år gamle menneskeskabte skakter, der i en næsten perfekt konstrueret cirkel omkranser bygningsværket Durrington Walls tre kilometer fra Stonehenge.

Ifølge arkæologerne fra flere universiteter, der har samarbejdet om fundet, stammer de enorme huller fra stenalderen. Udgravningerne afslører blandt andet, at de tidligste briter havde udviklet en måde at tælle på for at kunne konstruere noget så stort. For at kunne lave så komplicerede udgravninger i et mønster, krævede det ifølge forskerne, at man kunne tælle hundredvis af skridt.

Professor Richard Bates siger til BBC, at opdagelsen har givet os et indblik i ”et endnu mere komplekst samfund, end vi nogensinde kunne forestille os”.

Gravet med træ, sten og knogler

Cirklen af de store huller strækker sig to kilometer i diameter, og forskere har en teori om, at cirklen skulle fungere som grænselinje for at lede folk til det hellige område i midten.

- Jeg kan ikke understrege nok, hvilken præstation det er at have gravet så store skakter med sten, træ og knogler, siger Vincent Gaffney til The Guardian.

Til BBC fortæller han, at det er svært at vurdere, hvor lang tid de op mod 30 huller, der oprindeligt har været, har taget at grave, men med tanke på det værktøj, der dengang var til rådighed, ville det have krævet en ”betydelig organisering af arbejdskraften” at færdiggøre udgravningerne.