Flere sager blusser op igen efter George Floyds død

Flere sorte amerikanere har mistet livet i politiets varetægt, uden at det har fået stor opmærksomhed. Men nu er sagerne om deres død genopblusset.

Den 23-årige sorte amerikaner Elijah McClain døde sidste sommer, da han blev anholdt af politiet i sin hjemby Aurora ved Denver, Colorado.

Forinden havde politiet modtaget et opkald om, at en sort mand så mistænkelig ud.

Ifølge anmeldelsen havde manden et tørklæde foran ansigtet, og han gik og "famlede" med armen - hans venner har efterfølgende sagt, at de tror, han dansede.

Politiet kørte ud til området for at se, hvad der foregik. Her fik de øje på Elijah McClain og bad ham om at stoppe. Men Elijah McClain havde høj musik i ørene, har hans søster efterfølgende forklaret, og han kunne derfor ikke høre, hvad betjentene sagde, så han fortsatte.

Derfor valgte politiet at gribe fat i ham og tilbageholde ham med et halsgreb. Det endte med, at Elijah McClain blev kvalt.

Den unge amerikaners død førte til, at der blev skrevet artikler i lokalaviser og afholdt et lille optog.

Men nu - efter George Floyds død har skabt momentum for opgør med politivold og racisme i USA - er sagen om den unge, sorte mand, der ikke havde begået nogen forbrydelse, for alvor blusset op og har fået national opmærksomhed.

Over to millioner mennesker har underskrevet en anmodning om, at betjentene skal afskediges, og at Elijah McClains død skal undersøges nærmere. På Instagram er et opslag med historien om Elijah McClain gået viralt og har fået knap 700.000 likes.

- Hvis George Floyd ikke var død, så tror jeg ikke, folk ville have været opmærksomme på Elijah McClain, siger Tay Anderson, antiracisisme-aktivist, til Washington Post.

Breonna Taylor blev dræbt af otte skud

Elijah McClain er ikke det eneste navn, der er havnet på amerikanernes læber, efter George Floyds død.

Det er den sorte kvinde Breonna Taylor ogsĂĄ.

Hun døde, da politiet dukkede op ved hendes lejlighed i marts, mens hun var hjemme med sin kæreste.

Kæresten har forklaret, at parret hørte rumsteren ved døren, og at de troede, at nogen forsøgte at bryde ind i lejligheden. Breonna Taylors kæreste ringede derfor til politiet for at få hjælp, og så affyrede han skud mod dem, der forsøgte at komme ind.

Det viste sig imidlertid at være betjente, og de besvarede ilden med otte skud, som dræbte 26-årige Breonna Taylor.

Hverken hun eller hendes kæreste havde en kendt fortid med stoffer eller kriminalitet, og der blev heller ingen stoffer fundet i lejligheden efterfølgende.

Sagen om hendes død fik meget lidt opmærksomhed tilbage i marts, men det er der blevet lavet om på de seneste uger. Antallet af googlesøgninger på hendes navn er eksploderet, og amerikanere har taget fotos af hende med til demonstrationerne mod politivold i USA.

En betjent blev onsdag fyret som konsekvens af sagen, mens to andre er på tvungen orlov. Ingen er foreløbig sigtet i sagen.

”I can’t breathe”, sagde Derrick Scott

For et år siden døde 41-årige Derrick Scott efter en anholdelse i Oklahoma. Nu er optagelserne blevet frigivet, og de har vakt stor opsigt.

Særligt fordi Derrick Scott under anholdelsen siger "I can’t breathe", ligesom George Floyd gjorde, inden han døde.

Politiet anholdt Derrick Scott, fordi han ifølge anmeldelsen havde trukket en pistol mod en mand på en parkeringsplads, skriver NBC News.

Da betjentene fra det lokale politi ankom, rakte Derrick Scott hænderne i vejret, men herefter spurtede han væk fra politiet, der kort tid efter fik ham overmandet.

Derrick Scott blev holdt nede af betjentene, og det fik ham til at sige "I can't breathe". På videoen kan man ifølge NBC News se en af betjentene fjerne en pistol fra Derrick Scotts lomme.

Herefter mistede den 41-årige mand bevidstheden. Han døde efterfølgende i en ambulance.

Dødsårsagen blev opgjort som ’ubestemt’.

Det var pres fra Black Lives Matter-demonstranter, der fik Oklahoma County District til at frigive videoen af Derrick Scott.

Politidistriktet afviser, at betjentene har handlet i uoverensstemmelse med loven.

Lyn-analyse

Det er en måned siden, at George Floyd kvalfuldt afgik ved døden på en gade i Minneapolis. Floyds død blev den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Resultatet har været landsdækkende demonstrationer i USA og et enormt politisk pres på beslutningstagerne, særligt på lokalt og delstatsniveau. Enhver ny eller halvgammel sag, der dukker op, skal ses i den sammenhæng. Det er dette skred i folkestemningen, som både ordensmagten og politikerne nu skal operere i, hvor folkedomstolen ofte ikke giver sig tilfreds med lange undersøgelser eller noget regelrytteri, men kræver hurtig handling.