Udland

Fire personer er bekræftet døde efter jordskælv i Mexico

En af de dræbte mistede livet i et jordskred i byen Santa María Huatulco i det sydvestlige Mexico.

Fire mennesker er bekræftet døde efter et jordskælv i Mexicos sydlige Oaxaca-delstat tirsdag.

Det oplyser mexicanske redningsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Jordskælvet havde ifølge Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS) en beregnet størrelse på 7,7.

På sociale medier deler folk billeder af jordskælvet.

Tsunamivarsel udsent

Amerikanske myndigheder udsendte efterfølgende et tsunamivarsel, der gælder stillehavsvendte kystområder i Mexico og Mellemamerika.

Ifølge myndighederne har jordskælvet resulteret i tre meter høje bølger, der kan ramme områder i op til 1000 kilometers afstand fra epicentret.

Jordskælvet var så kraftigt, at det gav rystelser i bygninger i hovedstaden, Mexico City, der ligger omkring 700 kilometer fra skælvets epicenter.

Redningskoordinator David Leon fortæller til Foro TV, at en af de omkomne blev dræbt af et jordskred i byen Santa María Huatulco. En anden person mistede livet i San Juan Ozolotepec.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Dansker: - Bygningerne stod og svajede

I netop Mexico City befandt journalist for Ritzau Sten Blindkilde sig, da jordskælvet ramte.

- Jeg nåede at høre alarmen ude på gaden, inden jeg mærkede noget. Så kunne jeg mærke nogle rystelser på vej ned ad trappen, og da jeg kom ud på gaden, kom det store ryk. Det føltes som at stå op i en lille jolle i halvstore bølger. Man går ned i knæ for at holde balancen.

- Bygningerne stod og svajede, jeg hørte glas, som baldrede inde i bygningerne og alle var ude på gaden. Jeg kunne se, folk var bange, siger Sten Blindkilde, som også hørte eksplosioner fra bygninger.

Sten Blindkilde har boet i Mexico i flere år, men han vurderer, det her er det største skælv, han har oplevet.

Mexicanerne træner hvert år, hvordan de skal forholde sig, når de rammes af jordskælv, som man oplever ganske ofte i Mexico.

Øvelserne har man lavet siden 1985, hvor Mexico City blev ramt af et af de mest voldsomme jordskælv nogensinde. Over 9000 mennesker omkom.

Tirsdag aften dansk tid er borgerne igen på vej tilbage i bygningerne, og folk går igen ture i parken, fortæller Sten Blindkilde.