Coronavirus

WHO-chef efterlyser masseproduktion af potentiel coronakur

Tedros Adhanom Ghebreyesus efterlyser mere  dexamethason til bekæmpelse af coronavirus.  Denis Balibouse / Ritzau Scanpix

Efterspørgslen på midlet dexamethason er steget kraftigt efter studie blandt kritisk syge coronapatienter.

Lægemidlet dexamethason bør hurtigst muligt masseproduceres og distribueres verden over.

Sådan lyder opfordringen mandag fra WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Meldingen kommer, efter at et hold britiske forskere har påvist en markant effekt, når midlet bruges i behandlingen af kritisk syge coronapatienter.

- Selv om der er tale om foreløbige data, giver de seneste resultater, der viser, at steroidet dexamethason har livreddende potentiale for kritisk syge Covid-19-patienter, anledning til fejring, siger WHO-chefen.

Et hold forskere har for nylig testet midlet på flere end 2000 kritisk syge patienter indlagt med coronavirus.

Blandt de patienter, der kun kunne trække vejret ved hjælp af en respirator, reducerede midlet dødeligheden med 35 procent.

Markant lavere dødelighed

Og selv om det stadig er tidligt i processen, opfordrer WHO-chefen allerede nu til at sætte gang i det store produktionsapparat.

- Den næste udfordring bliver at øge produktionen og hurtigt distribuere dexamethason ligeligt verden over med fokus på de steder, der er hårdest ramt, siger Tedros Adhanom Ghebreyesus.

- Efterspørgslen er allerede steget kraftigt, efter at britiske forsøg har vist dexamethasons tydelige virkning.

- Heldigvis er der tale om en billig medicin, og der er mange producenter af dexamethason på verdensplan, som kan øge produktionen.

Dexamethason har været på markedet i over 60 år og bruges normalt til behandling af betændelsestilstande.

Der er endnu intet bevis for, at midlet har nogen effekt på patienter med milde symptomer. Derfor opfordrer Tedros Adhanom Ghebreyesus til, at det kun anvendes til kritiske syge patienter.

Mens coronaepidemien er på tilbagetog flere steder i Europa, forholder det sig anderledes andre steder i verden.

Det seneste døgn er der registreret 183.000 nye smittetilfælde på verdensplan, hvilket er rekord.

Særligt Brasilien, USA og Indien står for mange af de nye smittetilfælde.

- Det lader til, at vi når en ny og dyster rekord hver dag. I nogle lande bliver vi ved med at se en hastig stigning i antallet af smittede og dødsfald, siger Tedros Adhanom Ghebreyesus.