Udland

Trump samler 19.000 mennesker, selvom smittetallet stiger

Trump-tilhængere camperer foran BOK Center, hvor Donald Trumps vælgermøde skal finde sted lørdag. Lawrence Bryant / Ritzau Scanpix

Der er stor risiko forbundet med at samle så mange mennesker, siger virolog.

Lørdag afholder Donald Trump sit første vælgermøde, siden coronaepidemiens begyndelse. Det skal foregå i en indendørs arena i Tulsa i Oklahoma med plads til 19.000 tilskuere.

Den amerikanske præsidents egen epidemiekspert, Anthony Fauci, kalder det ”uansvarligt”, og Tulsas distriktsanklager, Clark Brewster, opfordrer Trump til at udskyde mødet.

Det skyldes ikke mindst, at smittetallet er stigende i netop Oklahoma. Den seneste uge er der i gennemsnit blevet konstateret 212 nye smittetilfælde om dagen. Onsdag blev 259 konstateret smittet – det højeste antal på én dag.

Virolog: Det er ikke særligt klogt

Derfor er der også en ”betydelig risiko” forbundet med, at Donald Trump kommer til byen og afholder sit vælgermøde, vurderer Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi på Københavns Universitet, til TV 2.

- Det er umiddelbart ikke særligt klogt, siger han.

Han henviser til, at vi i Danmark åbner grænser til lande, der har under 20 smittede per 100.000 indbyggere per uge. Til sammenligning er der 236 smittede i Oklahoma per 100.000 indbyggere.

- Nu er amerikanere mere tilbøjelige til at bruge ansigtsmaske, og det har selvfølgelig en vis effekt, men havde man spurgt mig, så havde jeg i denne her situation anbefalet at udskyde eller aflyse, siger Allan Randrup Thomsen.

Lyn-analyse

Trump har tidligere henvist til, at Oklahoma har håndteret coronakrisen godt og er langt fremme i genåbningen af delstaten. Det var nok hovedårsagen til, at det første vælgermøde siden starten på coronakrisen skulle holdes i Oklahoma, som ellers ikke er et besøg værd i en valgkamp. Allerede dengang advarede sundhedseksperter imod foretagendet. Så mange mennesker, som står side om side, vil kunne etablere en smittekæde, der er længere end præsidentens slips. Nu er udviklingen vendt til det værre, og dermed stiger presset på præsidenten yderligere til at aflyse vælgermødet. Det sker næppe.

Kritiske indbyggere og virksomhedsejere

Flere af Tulsas indbyggere og virksomhedsejere deler bekymringen. De frygter, at vælgermødet vil udgøre en fare for deltagerne og hele byen.

De har skrevet til en dommer i Oklahoma og anmodet om at få arrangementet aflyst. Men tirsdag fik de afslag, skriver The Washington Post.

Også Tulsas sundhedschef, Bruce Dart, har udtrykt bekymring for, om vælgermødet kan sende smittetallet yderligere i vejret.

- Jeg ville ønske, vi kunne udsætte dette til et tidspunkt, hvor virussen ikke er lige så stor en bekymring, som den er i dag, sagde han for nylig i et interview med Tulsa World.

- Jeg synes, det er en ære for Tulsa, at en siddende præsident har lyst til at komme og besøge vores by, men ikke midt i en epidemi. Jeg er bekymret for, om vi er i stand til at beskytte nogle, der deltager i et stort indendørs arrangement, og jeg er også bekymret for, om vi er i stand til at beskytte præsidenten, siger han.

Håndsprit og opholdsforbud

Selvom de kritiske røster ikke har fået Trump til at aflyse, er der nu sørget for, at vælgermødet kan foregå på en mere sikker måde.

En Trump-tilhænger camperer foran BOK Center forud for lørdagens vælgermøde.

BOK Center har placeret 400 stationer med håndsprit i arenaen, der er opsat skillevægge i plexiglas, og deltagerne vil blive instrueret i at holde en sikker afstand.

En talsperson for BOK Center siger, at man vil tjekke deltagernes temperaturer og uddele ansigtsmasker, som tilskuerne kan vælge at tage på.

Også politiet i Tulsa har indført foranstaltninger for at undgå spredning af coronavirus. De har indført opholdsforbud omkring BOK Center, så de, der har ligget i kø i løbet af ugen, har måttet fjerne sig.

🚨CURFEW IN EFFECT FOR DOWNTOWN🚨 As part of our preparations for President Trump’s Rally this Saturday, we are working...

Posted by Tulsa Police Department on Thursday, June 18, 2020

Trump er optimistisk

Tirsdag udtalte Donald Trump, at han er optimistisk med hensyn til en fremtid uden coronavirus.

- Jeg tror, at den vil forsvinde af sig selv - med eller uden vaccine, sagde Donald Trump under et pressemøde i Det Hvide Hus.