Sorte amerikanere fejrer frigørelsen fra slaveriet - og i år er dagen ekstra vigtig
Mange sorte amerikanere anser 19. juni, hvor man fejrer frigørelsen fra slaveriet, som den 'sande' uafhængighedsdag.
I over 150 år har sorte amerikanere fejret frigørelsen fra slaveriet 19. juni. Også i år blev dagen, som er kendt som 'Juneteenth', markeret over hele landet med demonstrationer, cykelløb og fester.
I år blev dagen fejret på bagkant af en tumultarisk tid for sorte amerikanere, som i løbet af den seneste tid har været på gaderne i tusindvis for at demonstrere for lige rettigheder for sorte og hvide i de såkaldte Black Lives Matter-demonstrationer.
Demonstrationerne opstod i denne omgang efter George Floyd, en sort mand fra Minneapolis, døde, da en politimand knælede på hans hals i næsten ni minutter under en anholdelse.
Sorte amerikaneres uafhængighedsdag
I netop Minneapolis blev fejringen af dagen, som mange sorte amerikanere anser for at være den 'sande' uafhængighedsdag frem for nationaldagen 4. juli, kombineret med en hyldest til Floyd med et arrangement for løbere, gående og cyklister, som kunne tilbagelægge en otte kilometer lang rute, som endte ved det sted, hvor han mistede livet, skriver The Guardian.
I Atlanta mødtes demonstranter foran The Georgia Bar Association - som er delstaten Georgias advokatforening - hvor man marcherede for at forlange retfærdighed for Ahmaud Arbery, en 25-årig sort mand, som blev skudt af en hvid mand og dennes søn, mens han var ude at løbe.
I samme by førte studerende an i en march, der endte i en kampagne for vælgerregistrering til præsidentvalget og en koncert.
Også i New York, som er hårdt ramt af coronavirus, lod mange ansigtsmaskerne blive hjemme for at fejre dagen med afrikansk musik, mad og kunst.
I Harlem blev der demonstreret for retfærdighed for Breonna Taylor og andre farvede kvinder, som er blevet dræbt af politiet. Taylor, en 26-årig sort kvinde, blev dræbt af politiet i marts, da de indvaderede hendes hjem i Louisville i Kentucky uden advarsel.
En stigende opmærksomhed om dagen
I år har der været en stigende opmærksomhed omkring mærkedagen, som kommer midt i tiltagende opfordringer og krav om en omfattende forandringer for at håndtere det, som mange kalder en "systemisk racisme" i det amerikanske samfund, når det gælder blandt andet uddannelse, boliger, stemmerettigheder, sundhed, retsvæsen og økonomisk lighed.
Selv om Juneteenth ikke er universelt anerkendt i USA, og der ikke bliver undervist om den i mange skoler, så gav flere virksomheder - blandt andet Twitter og supermarkedskæden Target - deres ansatte fri på dagen for at sætte fokus på den rolle, som den private sektor spiller i at fastholde økonomisk raceuretfærdighed.
Dagen kan dog for fremtiden komme til at blive en del af alle amerikaneres hverdag.
Fredag foreslog de tidligere demokratiske præsidentkandidater Kamala Harris og Cory Booker at gøre dagen til en national helligdag. Lovforslaget forventes dog at møde modstand fra den republikanske opposition i Senatet.