Uro efter politivold

Hvid demonstrant siger tak - reddet under overfald af sort moddemonstrant

Billedet, der er gået verden rundt: Patrick Hutchinson bærer en kvæstet moddemonstrant i sikkerhed midt i lørdagens sammenstød i London Dylan Martinez / Ritzau Scanpix

- Hvis han var her i dag, ville jeg sige tak mand, siger den demonstrant, der sidste weekend blev reddet under en voldsom demonstration i London.

Billedet af en sort britisk mand, der bærer en hvid kvæstet moddemonstrant i sikkerhed under sidste weekends sammenstød i London, er gået verden rundt.

Og den sorte mand, Patrick Hutchinson, blev straks udråbt til helt.

- Vi forhindrede, at et menneske blev dræbt, sagde han i søndags til BBC og kaldte det en af den slags situationer, hvor ”man bare gør det, der skal gøres”.

Demonstrant: - Han reddede mit liv

Nu er der blevet sat navn på den moddemonstrant, han reddede fra at komme mere til skade.

Han hedder Bryn Male, er 55 år gammel og tidligere politibetjent. Han slap med et blåt øje og en gennembanket krop, og det vil han gerne takke sin redningsmand for.

- Hvis du vidste, hvor mange smerter jeg har. Han reddede mit liv. Jeg tager hatten af for hans sag, siger han Bryn Male til avisen The Sun.

- Hvis han var her i dag, ville jeg sige tak mand. Han er en beskeden og rar mand, og jeg kan kun sige, at jeg gerne vil mødes med ham i fremtiden, give ham et kram og takke ham, siger han.

Voldsomme sammenstød i London

Lørdag for en uge siden var det centrale London præget af sammenstød mellem to grupper af demonstranter: Black Lives Matter-demonstranter og højreorienterede moddemonstranter, der var kommet til byen for blandt andet at passe på statuen af Winston Churchill foran parlamentet.

Statuen af slavehandleren Edward Colston var søndagen forinden blevet revet ned og smidt i floden i Brighton, og nu var mange bange for, at det samme kunne ske med Churchill-statuen.

En af dem var Bryn Male.

- Jeg tog den dummeste, dummeste beslutning den dag om at tage til London, fordi jeg er en passioneret britisk mand, der ville beskytte statuerne og vores britiske arv, siger han og forklarer, at han tog afsted alene og ikke fulgtes med nogen i løbet af dagen.

Demonstrant: - Jeg er ikke racist

Overfaldet skete, da Bryn Male - efter at have snakket med betjente på Trafalgar Square det meste af dagen - gik mod Waterloo Bridge, forklarer han.

Ud af det blå sprang 15-20 mand på ham. Mens slagene regnede ned over ham, kom Patrick Hutchinson, hev ham ud og sagde "kom med mig". Sådan husker Bryn Male det.

Selv om han var rejst til London for at deltage i en demonstration mod Black Lives Matter, afviser han, at han er racist. Han afviser også, at han har noget at gøre med de moddemonstranter, der kastede med flasker mod politiet og senere endte i voldelige sammenstød med dem.

Statuen var allerede - sammen med andre statuer tæt på parlamentet - gemt bag grå, beskyttende plader sat op af Londons bystyre, da der var blevet skrevet "racist" på den under en demonstration tidligere på ugen.

"Winston Churchill var en racist", har demonstranter fra Black Lives Matter-bevægelsen skrevet. Hærværket har fået myndighederne til at dække statuen af med plader.
Black Lives Matter-demonstranter marcherer forbi den afdækkede statue af Winston Churchill i London, Storbritannien, 12. juni 2020.

- Der er ikke den mindste smule racist i mig. En million procent, at jeg ville gøre det samme for Patrick, hvis situationen var omvendt, siger Bryn Male.

- Jeg ville aldrig stå og se på, at en anden mand blev banket sønder og sammen uden grund, uanset hvilken hudfarve de har. Jeg bliver bare så åndssvagt passioneret, når det gælder vores historie.

Lokale vil af med ham

Bryn Male bor i bydelen Chineham i udkanten af Basingstoke omtrent 50 kilometer sydvest for London.

Han er fan af fodboldholdet Millwall, der er kendt for at have nogle af de mest berygtede og racistiske fodboldfans. Bryn Male har endda Millwalls logo tatoveret på sit ene ben.

Og selv om han selv mener, at han havnede i en voldelig demonstration ved et uheld, mener flere lokale noget andet, og de ønsker nu at fjerne ham fra bestyrelsen i Chineham Village Club.

- Bryn Male og andre medlemmer af Chineham Club beskrives som sortlistede for negative og giftige kommentarer. Deres deltagelse i de fredelige demonstrationer i lørdags handlede kun om at fremme disse negative og giftige kommentarer, står der i en online underskriftindsamling.

I skrivende stund har 439 skrevet under.