Hvad skal der ske med Hitlers stadion? Efter 75 år er planen nu på vej
Debatten opstod allerede sidste sommer.
For Adolf Hitler var Olympiapark i Berlin en mulighed for at vise og udstille sin smag i kunst og arkitektur, samtidig med at der blev udkæmpet diverse sportskampe på grønsværen og atletikanlæggene.
I dag udkæmpes der en anden kamp om stedet - nemlig kampen om, hvorvidt den udsmykning, som Hitler valgte til stedet, kan forblive på sin plads, eller om det er på tide at vælte fortidens skæmmende statuer. Det skriver The Guardian.
I næste uge får politikerne i Berlin præsenteret en ny plan for, hvad der fremover skal ske med stadionet, som blev bygget i 1934-36.
Olympiapark var kronen på Hitlers værk, da de Olympiske Lege blev afholdt i Berlin i 1936. Stedet, som er bygget i natursten, var udsmykket med statuer, der hyldede den ariske krop og ideen om et imperium, designet af hans favoritkunstnere.
Født ud af den nazistiske ideologi
Debatten om stedets skæbne opstod allerede sidste sommer, da bystyret i Berlin tog hul på diskussionen om den olympiske skueplads.
Peter Strieder, som er en tidligere senator for byplanlægning i byen, mener, at statuerne skal fjernes fra bygningen, og at området skal have et helt nyt navn.
- Hele komplekset, alle navnene, alle skulpturerne er født ud af den nazistiske ideologi, skriver Strieder i avisen Die Zeit.
Flere kunsthistorikere og arkitekter har dog afvist, at man skal ændre på stedet.
- Historie er noget, der skete i fortiden, og noget, som vi, der er født senere, er nødt til at leve med. Man kan ikke slette historien ved at skille sig af med den, skriver arkitekt Hans Kolhoff i den samme avis.
Kolhoff argumenterer for, at nogle af skulpturerne, som smykker Olympiapark - for eksempel Die Siegerin - er skabt, allerede før Hitler kastede sin kærlighed på kunstneren Arno Breker.
Ifølge arkitekten tiltrækker stedet ikke i dag valfartende nynazister og folk med nazi-sympatier. I stedet er det primært turister og fodboldfans, der kommer på stadionet, hvor klubben Hertha BSC spiller til daglig.
- Det ville være en fejl at fjerne statuer
Også Christoph Rauhut, som er leder af Berlins monument-kontor, mener, at det ville være en fejl at fjerne statuer og eventuelt bygge et nyt stadion.
- Det ville være det samme som at ødelægge fredede monumenter. Og så ville det sende det forkerte signal. Mere end nogensinde før har vi brug for at forstå, hvordan nazisterne brugte kunst, arkitektur og sport i deres propaganda. Det er lykkedes os at leve med dette historiske sted i over 75 år. Det ville være skæbnesvangert at give op nu, siger han til The Guardian.
Planerne for, hvad der fremover skal ske med Hitlers stadion, kommer til afstemning i Berlins bystyre efter sommerferien.