Udland

Trump får hug i ny bog: Her er seks af de opsigtsvækkende beskyldninger

En af Trumps tidligere ansatte barsler med en bog, hvor han langer hårdt ud efter præsidenten.

Den tidligere toprådgiver i Det Hvide Hus, John Bolton, retter i en ny bog en række hårde beskyldninger mod sin tidligere arbejdsgiver, præsident Donald Trump.

Bolton var Trumps sikkerhedsrådgiver i halvandet år. I løbet af den tid har Bolton - ifølge sin bog - oplevet adskillige situationer, hvor den amerikanske præsident har udvist omfattende inkompetence.

John Boltons bog 'The Room Where it Happened' udkommer i næste uge, men allerede nu cirkulerer fyldige uddrag af den i flere amerikanske medier – herunder New York Times.

Det Hvide Hus har afvist beskyldningerne fra John Bolton og forsøger ad rettens vej at forhindre bogens udgivelse.

Her får du et overblik over beskyldningerne mod Trump.

1) Ville have Kinas hjælp til at blive genvalgt

Bolton påstår, at Donald Trump har forsøgt at overtale den kinesiske præsident, Xi Jinping, til at købe amerikanske sojabønner og hvede. Det ville nemlig styrke Trumps position blandt de amerikanske landmænd og på den måde hjælpe ham til at blive genvalgt.

2) Kendte ikke til britiske atomvåben

Ifølge Bolton var Trump uvidende om, at Storbritannien har atomvåben. Det kom frem under en telefonsamtale mellem den daværende premierminister Theresa May og Donald Trump. Her skulle præsident Trump ifølge John Bolton have sagt til Theresa May, "oh, are you a nuclear power?" (åh, er I en atommagt?, red.)

3) Folk ville væk fra Det Hvide Hus

Mange af Trumps fortrolige kan ikke holde præsidenten ud. Den tidligere stabschef John Kelly skulle ifølge Bolton have sagt, at Det Hvide Hus var et dårligt sted at arbejde, og at han var desperat efter at komme væk. Og den nuværende udenrigsminister, Mike Pompeo, brokker sig efter sigende højlydt over præsidenten.

4) Rigsretssag på spinkelt grundlag

Bolton mener, at rigsretssagen mod Trump blev anlagt på et for snævert grundlag, fordi den kun fokuserede på præsidentens forhold til Ukraine. Ifølge Bolton var der flere eksempler på, at Trump var parat til at bøje reglerne i sine forhandlinger med udenlandske statsledere – herunder den tyrkiske præsident, Erdogan og den kinesiske præsident, Xi Jinping.

5) Trump var begejstret for koncentrationslejre

Donald Trump gik meget langt for at holde sig gode venner med den kinesiske præsident, skriver Bolton. Da Xi Jinping forklarede Trump, hvorfor han byggede koncentrationslejre i Kina, svarede Trump, at han ”bare skulle fortsætte”. Ifølge John Bolton gav Trump udtryk for, at det ”præcis var det rigtige at gøre”.

6) Finland en del af Rusland

Trump skulle ifølge Bolton have spurgt sin tidligere stabschef John Kelly, om Finland er en del af Rusland. I samme ombæring skulle præsident Trump ifølge Bolton gentagne gange have rodet rundt i, hvem der var Afghanistans tidligere og nuværende præsident.

Lyn-analyse

Bogen giver et billede af en præsident, der grundlæggende mener, at han kan bruge præsidentembedet til at fremme sine egne, private og politske mål. Men jeg tror ikke, at afsløringerne i bogen bliver en faktor i præsidentvalget. Trumps vælgere lytter til Trump, de lytter jo ikke til John Bolton.

De vil være enige med Trump i, at Bolton er en idiot. De vil sige: ”Du er en illoyal kujon. Hvis du virkelig synes det er så grelt, så burde du nok have nævnt det i en rigsretssag - i stedet for at tjene kassen på en bog, der kommer et halvt år senere”.

Så det her kommer til at flytte meget, meget lidt.