Udland

Facebook fjerner Trump-annoncer med omstridt symbol

Det sociale medie mener, at annoncerne er i strid med gældende regler om ikke at bringe hadefulde indlæg.

Facebook fjerner annoncer fra præsident Donald Trumps genvalgskampagne, rapporterer CNN.

Den sociale medieplatform mener, at annoncerne er i strid med gældende regler om ikke at bringe hadefulde indlæg.

Annoncerne var rettet mod, hvad Trumps kampagne kalder "farlige yderligtgående venstrefløjsgrupper". Annoncerne indeholder en rød trekant vendt på hovedet.

Stærkt krænkende

Teksten i annoncerne opfordrer Facebooks brugere til at deltage i en underskriftsindsamling rettet mod Antifa, en løst organiseret antifascistisk bevægelse.

- Denne trekant er praktisk talt identisk med den, som det nazistiske regime anvendte til at klassificere politiske fanger i koncentrationslejre, skriver den amerikansk-jødiske lobbyorganisation Anti-Defamation Leagues leder, Jonathan Greenblatt, på Twitter.

- Anvendelse af dette symbol i angreb på politiske modstandere er stærkt krænkende, siger han.

Facebook oplyser, at annoncerne strider mod selskabets retningslinjer.

Trumps stab tager til genmæle

Annoncerne har været bragt på Facebook-sider, som tilhører Trump og hans vicepræsident, Mike Pence.

- Vi har fjernet annoncerne, fordi de krænker vores politik om at bekæmpe organiseret had. Vores politik forbyder brug af en forbudt hadgruppes symbol, siger en talsperson for Facebook ifølge nyhedsbureauet AFP.

En talsmand for Trumps kampagne, Tim Murtaugh, siger i en e-mail ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den omvendte røde trekant er et symbol, som anvendes af Antifa.

Han hævder, at Facebook selv giver brugerne mulighed for at bruge et lignende symbol, når de skriver til hinanden. Talsmanden påpeger desuden, at symbolet ikke er i Anti-Defamation Leagues database over hadsymboler

Twitter fjernede Trump-video

Det er mindre end to uger siden, at Twitter slettede en kampagnevideo fra Donald Trump.

Dengang beskyldte Trump det sociale medie for ulovligt at fjerne kampagnevideoen. Samtidig anklagede Trump Twitter for at kæmpe en "ensidig kamp" for de "yderligtgående venstredemokrater".

Medstifter og administrerende direktør for Twitter, Jack Dorsey, svarede Donald Trump igen og kaldte præsidentens kritik for "usand".