Donald Trump

To kommende bøger vil afsløre nyt om Trump

Præsidenten er ikke kun presset af John Boltons bog. Hans niece vil snart udgive sine erindringer, der beskriver Trumps skadelige forhold til sin far.

USA's præsident, Donald Trump, går nu rettens vej for at forhindre en bogudgivelse, som hans tidligere sikkerhedsrådgiver John Bolton har skrevet.

Det viser retsdokumenter, skriver CNN.

Det amerikanske justitsministerium sagsøger John Bolton for hans bog, der efter planen udkommer 23. juni.

Bogen med titlen 'The Room Where It Happened: A White House Memoir' - på dansk 'Værelset, hvor det skete: Erindringer fra Det Hvide Hus' - beskriver John Boltons tid i Det Hvide Hus under Donald Trump.

Ifølge Trump indeholder bogen hemmeligstemplet information, der vil være skadelig for den nationale sikkerhed, hvis det bliver kendt for offentligheden.

- Jeg betragter alle samtaler med mig som præsident som dybt fortrolige. Det vil betyde, at hvis hans (John Bolton, red.) bog bliver udgivet, så har han brudt loven, sagde Trump tidligere på ugen på et pressemøde.

Det kan godt være en politisk bombe, og der kan være belastende oplysninger for Trump

Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Syddansk Universitet

Belastende oplysninger

Selvom Donald Trumps samtaler med sine rådgivere er underlagt en form for fortrolighed, så gælder der ikke en almen praksis, der gør, at præsidenten kan stoppe alle oplysninger fra at udkomme, hvis det passer ham.

Det siger Niels Bjerre-Poulsen, der er lektor ved Syddansk Universitet, til TV 2:

- Præsidenten har juridisk set ikke en god sag, lyder det.

Den planlagte udgivelse af John Boltons bog er samtidig dårlig timing for Donald Trump frem mod det amerikanske præsidentvalg i november i år.

- Det kan godt være en politisk bombe, og der kan være belastende oplysninger for Trump, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Et åbenlyst mismatch

Den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver nåede at tjene den amerikanske præsident gennem halvandet år, men blev fyret i september 2019.

Ifølge TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster var forholdet mellem John Bolton og Donald Trump "et åbenlyst mismatch".

Bolton var uenig i Trumps diplomatiske linje over for Nordkorea og Taliban i Afghanistan. Derfor var det ifølge USA-analytikeren kun et spørgsmål om tid, hvornår sikkerhedsrådgiveren skulle forlade Det Hvide Hus.

Præsident Trumps officielle begrundelse for afskedigelsen sidste år var manglende overensstemmelse mellem ham og John Bolton i de store strategiske, sikkerhedspolitiske og udenrigspolitiske spørgsmål.

Trump vil undgå ydmygelse

Donald Trump har udtalt, at han ikke har læst bogen, der blandt andet beskriver præsidentens syn og forhold til en række af verdens supermagter.

Ifølge bogens forlægger, Simon & Schuster, er det "bogen, som Trump ønsker, at du ikke skal læse".

Ben Wizner fra borgerrettighedsorganisationen American Civil Liberties Union nægter, at bogen indeholder kompromitterende indhold.

- Som sædvanlig har regeringens trusler intet at gøre med at beskytte national sikkerhed og alt at gøre med at undgå skandaler og ydmygelse, siger Wizner.

John Bolton var national sikkerhedsrådgiver fra april 2018 og frem til fyringen i september 2019.

Verdens farligste mand

John Boltons bog er imidlertid ikke den eneste, der kan forstyrre præsident Trumps nattesøvn.

28. juli udgiver Mary Trump, der er niece til præsidenten, efter planen bogen med den omfattende titel 'Too Much and Never Enough: How My Family Created the World's Most Dangerous Man' - på dansk 'For meget og aldrig nok: Hvordan min familie skabte verdens farligste mand'.

Bogen beskriver scener fra Mary Trumps opvækst, der en del af tiden foregik under samme tag som Donald Trump i New York på grund af hendes fars tidlige død.

- Hun beskriver et mareridt af traumer, destruktive forhold og en tragisk kombination af forsømmelse og overgreb, skriver forlæggeren, Simon & Schuster.

I bogen beskriver Donald Trumps niece blandt andet, hvordan præsidentens forhold til sin far, Fred Trump, og sin storebror var både "underligt" og "skadeligt".

Ifølge forlæggeren skildrer bogen sandheden om en af verdens mægtigste og mest dysfunktionelle familier.