Coronavirus

Vi får snart svar på, hvilke lande vi må rejse til – se kortet over coronadødsfald i Europa her

De opdaterede rejsevejledninger kommer i kølvandet på, at flere partier har kritiseret regeringen for deres kontrol med rejsevejledningerne i Danmark. TV 2 Grafik

Se kortet over antallet af coronarelaterede dødsfald nede i artiklen.

Danmark kommer til at have "objektive kriterier" for, hvornår et land er sikkert nok til ind- og udrejse.

Kriterier, der blandt andet kigger på, om antallet af nye smittede er "på et acceptabelt niveau".

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S) ved tirsdagens spørgetime i Folketinget.

Og nu har regeringen en model klar for lempelse af grænserestriktioner og rejsevejledninger.

Modellen præsenteres senere torsdag, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på vej ind til et ekstraordinært møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.

- Nu glæder jeg mig til at komme ind og orientere Udenrigspolitisk Nævn og så komme ud bagefter og fortælle om, hvad det er for en model, vi har lagt os fast på, siger han.

Se kortet nedenfor

TV 2 har i den forbindelse lavet et overblik over, hvor mange døde der er registreret pr. 100.000 indbyggere i vores europæiske nabolande. Tallene er hentet fra European Centre for Disease Prevention and Control.

Det skal bemærkes, at dødstallene fra hvert land opgøres forskelligt. Nogle tæller eksempelvis kun covid-19-dødsfald på hospitaler, mens andre tæller alle med, der er konstateret smittet.

Udenrigsministeriet rejsevejledning

  • Rejsevejledningerne udarbejdes af Udenrigsministeriet og rettes primært mod danske turister i udlandet.
  • Siden 13. marts har Udenrigsministeriet som udgangspunkt frarådet alle ikke-nødvendige rejser til udlandet.
  • 15. juni blev rejsevejledningen for Tyskland, Norge og Island ændret, så man nu kun skal være ”ekstra forsigtig”.
  • Rejsevejledningerne er anbefalingerne. Det er er ikke ulovligt ikke at følge dem.
  • Rejsevejledningerne i øjeblikket baseret på et ”forsigtighedsprincip”, smitterisikoen i det pågældende land og lokale restriktioner.

Af kortet fremgår også antallet af smittede. Også her kan der være store forskelle alt afhængig af antallet af tests i de pågældende lande.

Det har ikke været muligt at lave et kort over antallet af smittede per 14. dag, da ECDC ikke opgør det regelmæssigt.

Har mødt kritik

De opdaterede rejsevejledninger kommer i kølvandet på, at flere partier har kritiseret regeringen for deres kontrol med rejsevejledningerne i Danmark.

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, har sagt til TV 2, at det virker, som om rejsevejledningerne nærmere beror på "regeringens mavefornemmelser" end på sikkerhedsmæssige og sundhedsfaglige vurderinger fra embedsværket, som de plejer at gøre.

Senest har de radikale, Dansk Folkeparti og Venstre opfordret regeringen til at "slippe sit jerngreb om rejsevejledningerne og lade danskerne rejse ud", som det onsdag lød fra de radikales politiske leder, Morten Østergaard.

Også EU opfordrede 5. juni Danmark og de europæiske lande til at åbne grænserne for medlemslande inden slutningen af juni. En opfordring, der gik på de interne grænser og ikke EU’s ydre grænser.

Onsdag oplyste justitsminister Nick Hækkerup (S), at Danmark "snart vil kunne åbne grænser for kærester, der er bosat i tredjelande".