Udland

Billedet her er endt i alverdens medier - derfor reddede han en såret modstander

Billedet, der er gået verden rundt: Patrick Hutchinson bærer en kvæstet moddemonstrant i sikkerhed midt i lørdagens sammenstød i London. Dylan Martinez / Ritzau Scanpix

Han ville redde et menneskeliv og beskytte 'Black Lives Matter'-bevægelsens omdømme.

Billedet af britiske Patrick Hutchinson gik i weekenden verden rundt og gjorde ham, fra det ene øjeblik til det andet, udråbt til helt.

Midt i lørdagens voldelige konfrontationer mellem 'Black Lives Matter'-demonstranter og højreorienterede moddemonstranter bar den store, sorte mand en kvæstet, hvid moddemonstrant i sikkerhed.

Søndag blev Patrick Hutchinson interviewet i adskillige medier om situationen, som han beskriver som en af den slags situationer, hvor ”man bare gør det, der skal gøres”:

- Vi forhindrede, at et menneske blev dræbt, siger han til BBC.

Sammenstød mellem demonstranter

Lørdag var det centrale London præget af sammenstød mellem de to grupper af demonstranter. Patrick Hutchinson, der er ekspert i selvforsvar, havde sammen med en gruppe venner på eget initiativ påtaget sig at passe på unge ’Black Lives Matter’-demonstranter.

Ved Waterloo Station i det centrale London så de en mand, der lå på jorden og blev overdænget af slag.

Det er ikke lykkedes de britiske medier at identificere manden og hans præcise rolle i urolighederne, men han blev opfattet som en moddemonstrant, der var kommet væk fra sine kammerater under optøjerne og nu var alene i en gruppe af modstandere.

Patrick Hutchinson og hans venner masede sig hen til den liggende mand, hvorefter Hutchinson løftede ham op i et brandmandstag, bar ham i sikkerhed og overgav ham til politiet.

- Jeg bar ham, og mine venner beskyttede mig og manden på min skulder. Han fik stadig slag; jeg kunne mærke, at folk forsøgte at slå ham. Jeg bar ham over til politiet og sagde: "Værsgo". En af dem sagde: "Tak – det var en god ting, du gjorde der", fortæller Patrick Hutchinson til CNN.

Man skal blande sig

I et interview med tv-stationen Channel 4 News forklarer han, hvorfor han synes, det er vigtigt ”at blande sig”.

 Black Lives Matter-demonstranter på Trafalgar Square lørdag.

Med henvisning til drabet på den sorte amerikaner George Floyd, der startede den aktuelle bølge af ’Black Lives Matter’-demonstrationer, siger Patrick Hutchinson:

- Hvis de tre andre politifolk, der var til stede, da George Floyd blev myrdet, havde tænkt på at blande sig og forhindre deres kollega i at gøre, som han gjorde, så havde George Floyd været i live i dag.

George Floyd døde i slutningen af maj, efter en politimand havde presset sit knæ mod hans nakke i næsten ni minutter under en anholdelse i den amerikanske by Minneapolis.

For bevægelsens skyld

I London tilføjer Patrick Hutchinson om sin gerning, at han ikke kun tog affære for at redde et menneskeliv.

- I virkeligheden gjorde jeg det af hensyn til de unge mænd og kvinder i ’Black Lives Matter’. Jeg vil ikke have, at deres omdømme skal ødelægges af sådan en episode. Vi har en platform lige nu. Man lytter til os, og jeg havde ikke lyst til, at vores fortælling skal ændres til noget grimt og negativt, forklarer han til Sky News.

Demonstranter på begge sider var involveret i voldsomme sammenstød i London lørdag

Beskyttede statuer

Lørdagens sammenstød i London involverede flere hundrede demonstranter.

Moddemonstranterne havde samlet sig med det formål at beskytte statuer i Londons centrum mod overgreb. Det skete, fordi antiracisme-demonstranter flere steder i verden har ødelagt statuer af personer, hvis historie kan knyttes til racisme, slavehandel eller imperialisme.

113 mennesker blev anholdt i sammenstød, hovedsageligt mellem politi og moddemonstranterne, som premierminister Boris Johnson efterfølgende beskrev som ’racistiske bøller’.

Winston Churchills statue på Parliament Square i London var en af de statuer, som moddemonstranterne ville beskytte.