Coronavirus

Madmarked lukket og bydele isoleret efter nye smittetilfælde i Kinas hovedstad

Beijings myndigheder lukker stort madmarked, efter flere er blevet testet positive for coronavirus.

Fengtai-distriktet i den sydvestlige del af Beijing er med myndighedernes egne ord sat i ”krigsberedskab”, efter 45 personer er blevet testet positive for coronavirus.

De kinesiske myndigheder har lørdag isoleret 11 bydele i nærheden af markedet og forbudt turister adgang til området.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De nye coronatilfælde blev registreret på Xinfadi-madmarkedet. Ifølge Chu Junwei, en embedsmand fra bydelen, testede 45 ud af 517 mennesker positiv for coronavirus. Ingen af personerne viste tegn på covid-19.

Myndighederne lukkede Xinfadi-markedet lørdag klokken 3.00 lokal tid. Indgrebet kom, efter to mænd, der tidligere havde besøgt markedet, var blevet testet positive for coronavirus.

Tidligere er det blevet forbudt at sælge oksekød og fårekød på flere markeder i hovedstaden Beijing, og flere store supermarkeder i byen har stoppet salg af laks. Det sker, efter at der er blevet registreret coronavirus på de skærebrædder, som på Xinfadi-markedet bliver brugt til at skære fisken ud.

Isolerer bydele

Endnu er det ikke blevet bekræftet, at de to mænd er blevet smittet på markedet.

- Indledende undersøgelser har peget på, at de to mænd kan have været i kontakt med et inficeret miljø på markedet. De kan også have været blevet smittet ved at have været i kontakt med smittede personer. Vi kan ikke udelukke at se flere tilfælde i fremtiden, siger Pang Xinghou fra Beijing Center for Disease Control.

På Xinfadi-markedet var det muligt at købe kød.

Ifølge Reuters har myndighederne i Beijing meldt ud, at flere end 10.000, der har besøgt markedet, skal testes for coronavirus.

Samtidig er det blevet besluttet, at skoleelever fra 1. til 3. klasse ikke – som planlagt – skal møde i skole mandag.

Fredag rapporterede de kinesiske sundhedsmyndigheder, at der var blevet registreret 11 nye tilfælde af covid-19 og 7 tilfælde med virussmitte. Seks af tilfældende med covid-19 var blevet registreret i Beijing.

Mere end 7,6 millioner verden over er blevet smittet med coronavirus. 420.000 mennesker er døde, mens de var inficeret med virussen.

I Kina er der registreret over 84.000 smittetilfælde og over 4600 dødsfald.