Nye smittetal giver frygt for andenbølge af coronavirus i USA
I delstaten Arizona har borgmesteren udskudt næste fase af genåbningen på grund det af stigende antal smittede.
Selvom antallet af daglige coronasmittede falder i USA, så stiger frygten for en tidlig andenbølge af coronavirus. En direkte konsekvens af, at coronavirussen i de her dage spreder sig markant i flere store amerikanske delstater.
I North Carolina er kun 13 procent af hospitalssengene ledige på grund af coronapatienter, og i Arizona har man registreret rekordmange indlagte coronapatienter. I Tennessee er lægerne på statens største hospital nu i alarmberedskab.
Ifølge Reuters har staterne Arizona, Utah og New Mexico alle oplevet en stigning i antallet af dagligt smittede på 40 procent i sidste uge i forhold til ugen før.
Og især coronaudbruddet i Arizona vækker bekymring hos Christopher Murray, som er forsker i folkesundhed ved University of Washington. Han hæfter sig ved, at USA kan komme til at opleve en stor stigning af antallet af døde fra 116.000 i dag til mellem 133.000 og 290.000 døde på sigt.
- En del af årsagen til det interval er, at vi forsøger at få overblik over, hvad der sker i stater som Arizona, hvor vi ser en stigning i antallet af indlagte og døde, siger han til TV 2.
Arizona
Utah
New Mexico
I Arizona blev store dele af samfundet åbnet igen 15. maj, og ifølge Will Humble, der er direktør for Arizona Public Health Association, så er stigningen i antallet af smittede en konsekvens af genåbningen.
- For mig er det klart, at det vi ser nu, er et resultat af genåbningen, siger Will Humble.
Forbereder sig på tidlig andenbølge
Den danske journalist Anne Alling befinder sig i disse dage i den amerikanske stat Tennessee. Her oplever de også en stigning i antallet af dagligt nye smittede, og samtidig forbereder lægerne sig på det værste.
- Bare i går (torsdag, red.) blev der registreret 500 nye tilfælde af smittede. På det største hospital i Tennessee, Vanderbilt, forbereder de sig nu på denne her andenbølge af coronatilfælde, som man ellers først havde forventet ville komme til efteråret eller vinteren, men den frygter man, kommer nu, og lægerne er blevet bedt om at gå i alarmberedskab, siger hun til TV 2.
Anne Alling fortæller videre, at i Tennessees hovedstad, Nashville, har borgmesteren på grund af det stigende antal smittede udskudt næste fase af genåbning. Byen bliver i deres fase to, hvilket betyder, at der stadig vil være være restriktioner på restauranter og barer.
Tennessee
I tre af de største amerikanske stater målt på befolkningsstørrelse, Californien, Florida og Texas, ser billedet sådan her ud:
Californien
Florida
Texas
Rammer aktiemarkederne
Det er ikke kun på hospitalerne, at man mærker konsekvenserne nu.
I løbet af de seneste dage er det amerikanske aktiemarked faldet, og torsdag oplevede markedet det største fald siden begyndelsen af marts. Et resultat af den amerikanske centralbanks udmeldinger om fremtiden for den amerikanske økonomi, men også et resultat af, at coronavirussen igen vinder frem i flere delstater, fortæller Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, til TV 2:
- Når vi ser, at coronasmitten igen begynder at brede sig i takt med, at man åbner op, så er det et rigtig, rigtig skidt scenarie for mange investorer, der havde set frem til at økonomien ville genåbne, og virksomhederne dermed kunne begynde at tjene penge.
Frygten for en opblussen af coronaepidemien fik industriindekset Dow Jones til at falde 6,9 procent, mens det brede S&P 500 gik ned med 5,9 procent, og teknologiindekset Nasdaq faldt 5,3 procent.