Uro efter politivold

New York vil forbyde politiets halsgreb

New Yorks guvernør truer med at fjerne finansieringen af politiet, hvis de ikke vedtager reformer.

Guvernøren i den amerikanske delstat New York, Andrew Cuomo, har fredag underskrevet en stor lovpakke, der skal sætte en stopper for politibrutalitet.

Lovpakken indeholder blandt andet et forbud mod chokeholds, hvor betjente blokerer for anholdtes luftveje.

Konceptet chokeholds lyder så uskyldigt, så perfekt

Donald Trump, præsident i USA

New Yorks politikere godkendte den omfattende lovpakke i begyndelsen af ugen efter to ugers protester over hele USA mod strukturel racisme og politibrutalitet.

Protesterne blev antændt, da George Floyd døde i forbindelse med en anholdelse i delstaten Minnesota, hvor en betjent i næsten ni minutter holdt sit knæ på hans hals, mens den 46-årige blandt andet sagde: ”I can’t breathe” – tre ord, der nu tjener som parole for protestbevægelsen.

New York havde i 2004 sin egen sag, der på mange måder mindede om drabet på George Floyd. Dengang døde Eric Garner efter en anholdelse, hvor han flere gange også sagde "jeg kan ikke trække vejret", mens politiet tog halsgreb på ham.

Kræver reformer

Den nye lovpakke indeholder også afskaffelsen af en vedtægt, der har tilladt politiet at holde betjentes disciplinærsager skjulte. Desuden indføres det, at en særlig anklagemyndighed automatisk bliver sat til at efterforske alle sager, hvor ubevæbnede civile bliver dræbt af politiet.

Andrew Cuomo annoncerede endvidere, at han vil udstede en bekendtgørelse om, at alle New Yorks cirka 500 lokale politiafdelinger skal udforme en moderniseringsplan med bidrag fra lokalsamfundet.

Guvernøren kræver, at planerne er færdige og vedtaget ved lov senest 1. april. Ellers vil han stoppe delstatens finansiering af politiet.

- Vi vil ikke finansiere politiinstanser i denne stat, som ikke ser på, hvad der er sket, indretter sig efter det og reformerer sig selv, siger Andrew Cuomo fredag på et pressemøde.

Trump: Lyder så uskyldigt

Donald Trump blev fredag interviewet om emnet på Fox News.

Her sagde præsidenten ifølge The Hill, at ”konceptet chokeholds lyder så uskyldigt, så perfekt”, men tilføjede også, at ”i det store og hele burde det stoppe”.

Demokraterne i Kongressen præsenterede tidligere på ugen et forslag til en omfattende politireform, der blandt andet vil indføre et nationalt forbud mod politiets brug af halsgreb.

Flere delstater, deriblandt Phoenix og Iowa, og lokale regeringer er allerede begyndt at forbyde halsgrebene.