Coronavirus

Johnson under pres: 20.000 kunne have overlevet coronakrisen, siger ekspert

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, ved et pressemøde, hvor han igen og igen spørges, om han fortryder noget ved den britiske coronastrategi. Pippa Fowles/10 Downing St / Ritzau Scanpix

Flere eksperter har de seneste dage sagt, at Storbritanniens strategi var forkert, og at man burde have lukket ned tidligere.

I Storbritannien kunne over 20.000 briter have overlevet coronavirussen, hvis regeringen havde lukket Storbritannien ned bare én uge tidligere.

Det siger en af de eksperter, der har rådgivet den britiske regering om dens håndtering af coronakrisen, skriver the Guardian.

- Omfanget af epidemien blev fordoblet hver tredje eller fjerde dag, før vi lukkede ned, sagde professor Neil Ferguson, da han onsdag blev udspurgt af medlemmer af parlamentets videnskabsudvalg.

- Så, havde vi lukket ned en uge tidligere, havde vi reduceret det endelige dødstal med i hvert fald det halve.

Europas højeste dødstal

Professor Ferguson er leder af en indflydelsesrig gruppe forskere, der laver modeller over virusudbrud, og sad derfor i SAGE - det videnskabelige råd, der vejleder regeringen i nødsituationer - da coronavirussen ramte Storbritannien.

Storbritannien har nu det højeste dødstal i Europa med over 41.000 døde.

Men ser man på overdødeligheden - og det gør briterne, da der er mangel på coronatest - er over 63.500 personer døde.

Overdødelighed måles ved at sammenligne dødstal for denne periode med samme periode i tidligere år, og regnes derfor som mere retvisende for konsekvenserne af coronavirus.

Derfor har Fergusons påstand sat premierminister Boris Johnson under et endnu større pres, end han var i forvejen.

Det stod klart onsdag aften, da Boris Johnson blev bombarderet af den ene journalist efter den anden, der spurgte ham, om han fortryder noget i sin håndtering af krisen?

- Jeg synes faktisk, at det er for tidligt at stille mange af de her spørgsmål, sagde Boris Johnson

- Der er masser, vi stadig ikke ved noget om, og der er stadigvæk meget lang tid tilbage af denne epidemi.

- Vi gjorde det rigtige for dette land

Premierministeren fortsatte med sige, at det er "for tidligt" at vurdere regeringens coronastrategi, og at han havde taget de skridt, "som vi mente, var de rigtige for landet" baseret på videnskabelig data.

Ved siden af Boris Johnson stod Chris Whitty, der er direktør i den britiske sundhedsstyrelse.

- Jeg tror, der er en lang liste over ting, vi bliver nødt til at se meget alvorligt på, sagde han, da journalisterne vendte sig mod ham.

Han har flankeret Johnson ved alle de store pressemøder.

Premierministeren har hele vejen gennem coronakrisen gentaget ordene, at han er "led by the science" (lader sig lede af videnskaben, red.).

Opgør med strategi

Opgøret med Storbritanniens coronastrategi blev for alvor sat gang i søndags, da en anden af regeringens eksperter kom med en klar kritik.

Det skete, da professor John Edmunds i det populære politiske magasin 'Andrew Marr' på BBC sagde, at han mente, coronastrategien havde kostet "en masse liv".

- Jeg ville ønske, vi havde lukket ned tidligere, sagde han.

Professoren overraskede mange briter, da han i marts i selvsamme program argumenterede for, at man skulle sigte efter at skabe immunitet i befolkningen i stedet for at lukke ned, og hans dom har derfor skabt store overskrifter i dagene efter.

John Edmunds udtalelse faldt efter flere uger med voksende kritik af Boris Johnson og hans håndtering af coronakrisen i Storbritannien - specielt efter hans egen rådgiver Dominic Cummings brød coronareglerne, men stadig blev forsvaret af Johnson.

Derudover har 27 forskere og læger skrevet et åbent brev til premierministeren, hvor de forlanger en granskning af Storbritanniens indsats, før en eventuel anden bølge af coronavirus rammer.