Udland

Brasiliens præsident i krig med dommerne i højesteret

Bolsonaro undergraves af højesteret. Ueslei Marcelino / Ritzau Scanpix

Præsident Bolsonaro udfordrer både dommerne, medierne og guvernørerne i delstaterne.

Coronakrisen har i Brasilien nået højder, som man ikke ser andre steder. Præsident Jair Bolsonaro er nu i krig med både højesteret, delstaternes guvernører og med det største nationale tv-selskab. Han omtales som ”Brasiliens Donald Trump” og har splittet sit eget land endnu mere end det, man ser i USA.

Samtidig nåede antallet af døde på grund af coronavirus onsdag 39.680, så Brasilien er tæt på at overhale antallet i Storbritannien som det næstmest ramte land i verden.

Men det er striden med højesteret, der er den farligste for Jair Bolsonaro. For højesteret afgør, om en eventuel rigsretssag mod præsidenten bliver til noget. Dommer Celso de Mello, der har siddet længst, advarede forleden sine kolleger om, at Bolsonaros politiske støtter forsøger at underminere demokratiet og skabe et ”ynkeligt diktatur”. Han sammenlignede situationen med den tyske Weimarrepublik, som blev væltet af Adolf Hitler.

Det skyldes, at Bolsonaro har deltaget i møder, der har krævet både kongressen og højesteret lukket. Det bekymrer, at præsidenten har over 100 nuværende og tidligere officerer i sin regering, heriblandt vicepræsidenten.

Hemmelige dødstal

Det seneste sammenstød skyldes, at regeringen har forsøgt at hemmeligholde tallene for coronasmittede og døde. I første omgang lykkedes det. Men både delstaterne og medierne protesterede. Så regeringen nøjedes med at forsinke oplysningerne til efter aftennyhederne i TV.

Men derefter besluttede det altdominerende 'O Globo TV' at afbryde aftenens mest populære underholdningsudsendelse med ”breaking news” med tallene, så endnu flere seere end tidligere fik serveret sandheden.

Da 99,5 procent af brasilianerne ser 'O Globe', havde præsident Bolsonaro endelig stødt på en modstander, som nåede ud til mange flere end dem, der hører på ham selv. Og højesteretsdommer Gilmar Mendes trak konflikten op:

- Præsidentens trick vil ikke fjerne ansvaret for et eventuelt folkemord, sagde han ifølge bladet 'Folha de São Paulo'.

Virus eller ”forkølelse”

Men ligesom i USA har præsidenten splittet nationen med sine krav om at blæse på virussen og i stedet få gang i økonomien. Hans baggrund er enkel nok, uanset om han selv tror på sine påstande om, at der bare er tale om en ”slem forkølelse”. For Brasilien er ikke kun et af verdens hårdest ramte lande. Det er også ramt af en krise, der underminerer hans valgløfter. Han blev valgt for at genrejse Brasilien efter to forgængeres katastrofale økonomiske eventyr.

I stedet kan Financial Times opregne en stribe ulykker i kølvandet på Corona.

Ulykkerne er, skriver bladets analytiker Fabiana Fedeli, for det første faren for, at ingen længere vil låne staten penge. For det andet en gældskrise, fordi statskassen bliver tømt i forsøget på at holde virksomhederne i live. Og for det tredje faren for, at et typisk industriland som Brasilien hverken kan sælge sine industrivarer eller sin gigantiske fødevareeksport på det svigtende verdensmarked.

Præsidenten til hest

For præsidenten er det vigtigste at få gang i økonomien. Måske tror han selv på, at covid-19 er en ufarlig ”forkølelse”. Men det er kun en tredjedel af vælgerne, der tror på ham. Til gengæld er de hårdhudede i deres demonstrationer. Og de jubler, når han ankommer til hest til deres demonstrationer - naturligvis uden ansigtsmaske, som de allerfleste brasilianere ellers bruger, hver eneste gang de vover sig ud for at købe ind.

Men Bolsonaro er også gået i krig med guvernørerne i Brasiliens 26 delstater. For det er dem og ikke præsidenten, der står for sundhedspolitikken. Og de allerfleste af dem har lukket deres økonomier. For det voldsomme antal smittede og døde har sat en skræk i befolkningen. Især i de fattige stater med elendige hospitaler og alt for få læger, for eksempel i Amazonområdet, er dødstallene frygtindgydende.

Guvernørerne anklages

Derfor er der også tvivl om, hvad der kan ligge bag anklager mod to populære guvernører. I delstaterne Rio de Janeiro og Para i Amazonas har det føderale politi undersøgt både regeringskontorerne og guvernørernes hjem. Politiet er i princippet underkastet Bolsonaros regering, og han har tidligere været villig til direkte at påvirke politiet.

Anklagerne går ud på, at guvernørerne har indkøbt værnemidler og respiratorer uden at organisere en offentlig licitation. Guvernørerne siger ifølge nyhedsbureauet AP, at de var nødt til at bryde med det tunge bureaukrati. Så de hævder, at de bliver forfulgt af et emsigt politi. Men i et gennemkorrupt land, der ligger højt på Transparency International’s korruptionsindeks, ved ingen, hvad de skal tro. Så måske står præsidenten bag – og måske gør han ikke. Men mistroen trives.

Sønnerne i klemme

Foreløbig er der ikke flertal for en rigsretssag mod præsidenten. Men højesteret har godkendt, at anklagemyndigheden undersøger Bolsonaros sønner for korruption.

Så der er god grund til, at præsidentens allierede organiserer demonstrationer foran højesteret.

Men nu er det nationens største magtcentre, der står over for hinanden i et land, der har brug for samarbejde og ikke splittelse.