Udland

Mistænkt Madeleine-bortfører sendt i isolation

Den 43-årige efterforskes også i forbindelse med en sag, hvor en femårig tysk pige forsvandt i 2015.

En 43-årig tysk mand, som mistænkes for at have bortført den britiske pige Madeleine McCann, er for sin egen sikkerheds skyld sat isolation i det fængsel, hvor han afsoner en anden dom.

Det sker for at forhindre angreb fra andre indsatte, oplyser delstatsmyndigherne i Slesvig-Holsten onsdag ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

13 år efter tre-årige Madeleine McCann i maj 2007 forsvandt fra en ferielejlighed i det portugisiske ferieparadis Praia da Luz på Algarve-kysten, udpegede tysk og britisk politi i sidste uge den 43-årige tysker som mistænkt i sagen.

Ganske spektakulært, efter sagen har været uopklaret i mange år.

Den 43-årige opholder sig i et fængsel i Kiel, hvor han i forvejen afsoner en fængselsstraf.

Ikke beviser nok

Tysk politi sagde i sidste uge, at man mener Madeleine McCann er død. Men politifolkene har også sagt, at de ikke har beviser nok til at sigte den 43-årige i sagen.

Han er tidligere dømt for sexovergreb, og efterforskes også af tysk politi i forbindelse med en sag, hvor en femårig tysk pige i 2015 forsvandt i byen Schönebeck i den tyske delstat Sachsen-Anhalt.

For at få flere beviser i Madeleine-sagen har politiet blandt andet offentliggjort billeder af de to biler, den 43-årige kørte i, da han i 2007 boede i Praia da Luz-området.

Desuden har politiet offentliggjort to mobilnumre. Dels det mobilnummer, den 43-årige havde, da Madeleine McCann forsvandt, dels det nummer, der blev ringet fra til den mistænktes mobil tæt på det tidspunkt om aftenen den 3. maj 2007, hvor Madeleine forsvandt. Samtalen mellem den 43-årige og den daværende indehaver af det nummer, der blev ringet fra, varede cirka en halv time.