Trump kan ikke vente længere - nu vil han afholde vælgermøder igen

Donald Trump har tidligere luftet idéen om at holde store vælgermøder på udendørs arenaer.

Den amerikanske præsident Donald Trump er klar til at komme ud på landevejen og se vælgerne i øjnene igen.

Inden for de kommende to uger vil han derfor genoptage sine berømte - og berygtede - vælgermøder.

Det bekræfter præsidentens kampagnekontor over for flere amerikanske medier.

- Amerikanerne er klar til at komme igang igen, og det samme er præsident Trump. Vælgermøderne vil blive enorme. I vil igen se den slags folkemængder og entusiasme, som Sleepy Joe (øgenavn til Demokraternes præsidentkandidat Joe Biden, red.) kun kan drømme om, udtaler Trumps kampagneleder Brad Parscale i et skriftligt svar til radiostationen NPR.

Ifølge Politico arbejder præsidentens politiske rådgivere i øjeblikket på at udarbejde en række sikkerhedsforanstaltninger, så vælgermøderne kan afvikles forsvarligt. Alt afhængig af hvilken stat Donald Trump ønsker at besøge, er der stadig begrænsninger på antal personer, der må forsamles - og hvor tæt de må stå på hinanden - på grund af den herskende coronapandemi.

Ifølge retningslinjerne fra Det Hvide Hus bør maksimalt 10 mennesker samles i fase ét af genåbningen af det amerikanske samfund. I fase to er antallet 50.

Trump vil holde stadionmøder

Kampagnekontoret har ikke ønsket at oplyse, hvilke specifikke foranstaltninger, man kigger på. Men Brad Parscale delte i begyndelsen af maj et billede af ham selv med et Make America Great Again-mundbind på, så det kan være, at Trump-tilhængere kan få sådan et med hjem.

Donald Trump har i lang tid ikke lagt skjul på, at han føler sig rastløs og gerne vil tilbage på landevejen.

Under et besøg hos bilfabrikanten Ford i Michigan i maj sagde præsidenten således, at han er klar til at holde store møder udendørs i den delstat som "genåbner først".

- Vi venter måske til, at nogle af de store arenaer kan åbne. Efterspørgslen på at komme igang med vælgermøderne har været helt utrolig, sagde han dengang ifølge Reuters.

Lyn-analyse

Trump er bagud i målingerne, så valgmøderne får et dobbelt formål. De skal være med til at begejstre og mobilisere kernevælgere og giver Trump-kampagnen adgang til værdifulde data, som kan bruges i valgkampen. Det er også tydeligt, at Trump nyder basens hyldest og den elektriske stemning. Det forstår man godt: Tænk, hvis ens kone reagerede så entusiastisk, når man trådte ind ad døren. Kritikken vil hagle ned over præsidenten for at genoptage valgmøderne under coronakrisen. Men det er nok svært at udvise samfundssind, når man står midt i en valgkamp, hvor spillereglerne er vind eller forsvind.

Biden vinder frem i målinger

Meldingen om at genoptage vælgermøderne kommer efter et par uger, hvor præsidenten går tilbage i næsten samtlige meningsmålinger, der foretages af efterårets præsidentvalg.

I et vægtet gennemsnit af de nationale målinger fra analysemediet RealClearPolitics fører den demokratiske kandidat Joe Biden med otte procentpoint.

Præsidentvalget skal afholdes 3. november.