Udland

Prominent redaktørs afsked er et billede på en problematisk tendens

En prominent fratrædelse er seneste klimaks i polariseringen af USA's mediebillede, som har været stigende, siden Trump trådte til.

Jeg må ærligt indrømme, at det ikke kom bag på mig, at New York Times' debatredaktør, James Bennet, er gået af.

Det kom snarere bag på mig, at debatredaktøren havde nosserne til at sige fra og forsøgte at slå et kortvarigt slag for en vis form for ideologisk diversitet i avisens debatspalter.

Bruddet mellem Bennet og New York Times skete i kølvandet på, at avisen publicerede et opinionsindlæg fra den republikanske senator Tom Cotton.

I indlægget opfordrede Cotton blandt andet til "overvældende brug af magt for at sprede, anholde og afskrække lovbrydere" under de verserende demonstrationer i USA, der er opstået efter George Floyds død.

Beslutningen mødte skarp kritik fra mere end 800 af avisens medarbejdere og mange af avisens læsere, der i betydelig grad består af veluddannede og venstreorienterede amerikanere.

Flere af avisens medarbejdere påstod på Twitter, at udgivelsen satte avisens sorte medarbejdere i fare, fordi Cotton opfordrede ordensmagten til at slå hårdt ned på plyndringerne og ødelæggelserne.

Notitser og dobbeltstandarder

Cottons indlæg blev sidenhen deklareret med en notits om, at Cottons "essay" ikke levede op til avisens "standarder" og ikke burde være blevet publiceret.

Avisen begrundede dette med, at Cottons argumenter godt nok var relevante, men at tonen var "for hård", og indlægget havde en række udsagn, hvis faktuelle validitet var tvivlsom og også manglede kontekst til at forklare baggrunden for Cottons argumenter.

Notitsen stod i stærk kontrast til Bennets egen forklaring. Debatredaktøren havde i en række tweets dagen forinden fremhævet vigtigheden af at vise læserne "modargumenterne". Særligt, når de kom fra "mennesker med politisk indflydelse".

Selvom mange måtte finde Cottons argumenter "smertefulde" eller "farlige", var det ifølge Bennet yderligere et argument for at debattere selvsamme.

Avisen havde i øvrigt i samme ombæring ingen problemer med at publicere en kommentar fra en af avisens faste klummeskribenter, Michelle Goldberg, der (også) gik til stålet. I sit skriv karakteriserede Goldberg senatorens indlæg som "fascistisk" og "racistisk" og skrev, at man ikke kunne forsvare Trump-administrationen uden at være "enten snæversynet eller uærlig".

Goldberg opsummerede polemisk:

- Det er vigtigt at forstå, hvad folk omkring præsidenten tænker. Men når de er ærlige omkring, hvad de tænker, så er det typisk for ulækkert at forholde sig til.

Når vagthunden bliver polemisk

Episoden er det seneste klimaks i en udvikling, der må betegnes som antiklimatisk: Den heftige polarisering af mediebilledet i USA.

Udviklingen på højrefløjen, særligt i form af Fox News, er velkendt. Efterhånden er vi nået til det punkt, hvor venstreorienterede kommentatorer og medier beskylder Fox News for at være "statspropaganda" - typisk uden at skelne mellem stationens klassiske nyhedsdækning og kommentariatet.

Men også på venstrefløjen er der sket en udvikling, som vi har set tage til i styrke, siden Donald Trump trådte ind på den politiske scene i 2015.

Mange amerikanske medier til venstre for midten - såsom CNN og MSNBC – har siden da efter min vurdering valgt at indtage rollen som opposition til præsidenten fremfor at være folkets vagthund.

Samme medier har i mine øjne gjort det til en del af forretningsmodellen at være krads og polemisk i deres kritik af præsident Trump og forsøger primært at appellere til den omtrent ene halvdel af USA, som hader Trump og i altovervejende grad stemmer demokratisk.

Fremfor at udstille magthaverne ved at bedrive undersøgende journalistik, har vi snarere i stor stil set en stigning i forargelsesjournalistikken. Samtidig har vi set et ræs mod bunden hos kommentatorkorpset i kampen om at være den mest kritiske og kradse i dækningen af USA's siddende præsident.

Vel at mærke hos et kommentatorkorps, der mildest talt ikke brillerer ved sin ideologiske diversitet, men som er lige så ensartet og forudsigelig som en ferie på Femern.

Et muligt skråplan

Det kræver ikke megen fantasi at se, hvad slutspillet kan blive, hvis medierne – både på højre- og venstrefløjen – fortsætter ned ad den sti.

Den yderste konsekvens vil være et amerikansk mediebillede og samfund, hvor man ender med to ekkokamre.

Det er en udvikling, der i forvejen skrider frem i USA og manifesterer sig i alt fra, at amerikanere helst vil bo i boligenklaver og ikke date mennesker med modstridende politiske holdninger, til at politiske kompromisser bliver sværere at opnå i et samfund, hvor politiske kompromisser ikke er en dyd, men en dødssynd.

Slutspillet kan altså blive et samfund med to store osteklokker, hvor kritiske eller divergerende holdninger primært er noget, som man ser ned på og forsøger at spærre ude, fremfor at illustrere, debattere og evaluere selvsamme.

Et eksotisk syn, som man kan nyde i ny og næ som en slags safaritur, men som man ellers helst vil være fri for i dagligdagen.