Uro efter politivold

I dag skal drabstiltalt politimand for retten

Derek Chauvin, hovedpersonen i den voldelige anholdelse af George Floyd, risikerer op til 40 års fængsel for forsætligt drab.

Derek Chauvin, betjenten som for to uger siden kom i en verdens søgelys for at have forårsaget 46-årige George Floyds død i en ellers rutinepræget politiaktion, skal mandag for første gang i retten i Minneapolis.

I sidste uge blev sigtelsen mod Derek Chauvin skærpet fra drab til forsætligt drab, og han har siden 29. maj siddet varetægtsfængslet i Minneapolis, hvor også anholdelsen af George Floyd fandt sted.

Hvis han bliver kendt skyldig i alle anklager, risikerer Derek Chauvin op til 40 års fængsel.

De tre betjente, Thomas Lane, J.A. Kueng og Tou Thao, som også medvirkede i aktionen 25. maj, vil blive sigtet for meddelagtighed i drabet på George Floyd og risikerer samme straf.

Den 44-årige politibetjent Derek Chauvin sad med sit knæ på den anholdtes hals i lige knap ni minutter, selvom George Floyd gentagne gange gjorde opmærksom på, at han ikke kunne trække vejret. Og ifølge en medicinsk rapport var det årsagen til, at Floyd kort tid efter afgik ved døden ved ankomsten til et nærliggende hospital.

Mange anmærkninger på sit cv

Derek Chauvins generalieblad som politibetjent har fået flere anmærkninger i en 19 år lang karriere. Nedladende sprog under anholdelser, løse skud mod en arrestant og adskillige episoder med politivold står på listen over de i alt 17 sager, han har samlet op gennem tiden.

På aftenen, som førte til den opsigtsvækkende anholdelse, var Derek Chauvin på vagt med Tou Thao samt Thomas Lane og J. A. Kueng, to unge, nyuddannede og urutinerede betjente, der var under oplæring. Det skriver Forbes.

Aktionen med den tragiske udgang er blevet minutiøst afdækket og dokumenteret, og forløbet kan ses her.

De mange overvågningsbilleder og private mobiloptagelse af anholdelsen har skabt massiv bevågenhed og har fået debatten om systemisk racisme til at blusse op langt udenfor USA's grænser. Sagen har affødt demonstrationer ikke bare i en række amerikanske storbyer, men over hele verden.

Også i København og andre europæiske storbyer har demonstrationer med sloganet "Black Lives Matter" i den forgangne weekend udspillet sig.