Drabssigtet betjent forholdt sig tavs ved første retsmøde

Varetægtsfængslede Derek Chauvin var mandag for retten i sagen om den kontroversielle anholdelse af George Floyd.

Mandag deltog den nu tidligere politibetjent Derek Chauvin i en indledende høring i sagen, hvor han er sigtet for drab på en sort mand efter en brutal anholdelse i Minneapolis forrige mandag.

Men det var uden at sige mange ord i de 11 minutter, retshandlingen varede.

Det skriver AP.

Derek Chauvin deltog virtuelt fra sit fængsel i Oak Park Heights ved mandagens høring, hvor dommer Denise Reilly fra Hennepin County fastsatte kaution for både Chaiuvin og hans medsigtede.

Dommer Denise Reilly fastsatte Derek Chauvins kaution på 1,25 millioner dollar uden nogen betingelser. Kautionen med betingelser er på en million dollar. Det skriver CNN.

Betingelserne indebærer blandt andet, at Derek Chauvin ikke kan arbejde i ordensmagten, skal overgive tjenestevåben og ammunition, ikke forlade delstaten Minnesota og undlade kontakt med George Floyds familie, skriver mediet.

Havde klagesager bag sig

Den 44-årige politibetjent Derek Chauvin havde allerede en stribe klagesager bag sig, da han i sidste uge blev anholdt og sigtet for drab i forbindelse med George Floyds død.

Chauvin blev videofotograferet under en anholdelse af 46-årige George Floyd. Og her ser man, hvordan Derek Chauvin i knap ni minutter sidder med sit knæ på George Floyds hals.

En obduktion har godtgjort, at det var Derek Chauvins voldsomme fremgangsmetode, som førte til George Floyds død.

Æret ved mindehøjtidelighed i Houston

George Floyds død har sat fokus på en tilbagevendende debat om magtmisbrug, politibrutalitet og systemisk racisme.

George Floyd blev mandag æret ved en mindehøjtidelighed i Houston i Texas.

Inden ceremonien i kirken Fountain of Praise havde den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden haft et møde under private former med George Floyds pårørende.

George Floyd voksede op i Houston og gik på Jack Yates High School i byen.

Ifølge CNN var George Floyd et kendt navn på den lokale hip hop-musikscene, hvor han rappede for hip hop-ensemblet Screwed Up Silk. I årene forinden havde han også gjort sig bemærket på både Jack Yates High School-holdets basketball- og footballhold, som han var med til at vinde delstatsmesterskaberne.

Ved sin død var George Floyd ramt af arbejdsløshed, og han blev anholdt under mistanke for at have betalt med en falsk 20-dollar seddel i en butik.