Udland

Demonstranter smed slavehandler-statue i flod i Bristol

Titusindvis af briter var på gaden igen søndag i protest mod racisme og politivold.

Demonstranter i byen Bristol i det vestlige England har revet en omstridt statue ned af en slavehandler fra 1600-tallet og kastet den i en flod i byen. Det viser på billeder fra den britiske tv-station BBC.

Det skete under en Black Lives Matter-protest, hvor mindst 5000 deltog.

Bristol, der historisk var en vigtig by for slavehandlen, var en af utallige byer rundt om i Europa, hvor der søndag var protester mod racisme og politivold.

Statuen forestillede Edward Colston, der var fremtrædende i handlen med omkring 80.000 mænd, kvinder og børn, som blev tvunget fra Afrika til Amerika i 1600- og 1700-tallet.

Efter statuen var væltet, poserede en demonstrant med et knæ på halsen af den. Det er en henvisning til drabet på den sorte George Floyd i Minneapolis for knap to uger siden. Han døde under en anholdelse, hvor en betjent holdt sit knæ mod hans hals i knap ni minutter.

I London var titusinder af mennesker på gaden for at vise solidaritet med Black Lives Matter-bevægelsen i USA.

Det har flere dage i træk været demonstrationer i den britiske hovedstad.

Lørdag forløb demonstrationen fredeligt til at begynde med, men en mindre gruppe demonstranter var efterfølgende stødt sammen med politiet.

Londons politichef, Cressida Dick, siger ifølge BBC, at 27 betjente er blevet kvæstet i "chokerende og fuldkommen uacceptable" angreb mod ordensmagten under demonstrationerne i storbyen i denne uge.

To er blevet alvorligt såret, og en betjent, der faldt ned fra sin hest, er indlagt på et hospital i London, hvor hun er blevet opereret.

Både politichefen og Storbritanniens sundhedsminister, Matt Hancock, havde ifølge BBC opfordret demonstranterne til at undlade at samles igen søndag på grund af risikoen for, at coronavirusset breder sig.

Men titusinder af demonstranter, der søndag var samlet foran den amerikanske ambassade i London, ignorerede opfordringen.

Nogle af demonstranterne bar masker for ansigtet for at beskytte mod coronasmitte. Andre var klædt i t-shirts med teksten "racisme er en virus".

Demonstrationerne har fundet sted over hele verden for at protestere mod den måde, etniske minoriteter behandles af politiet.