Uro efter politivold

Twitter fjerner kampagnevideo fra Trump

Ifølge Twitters direktør er videoen af fredelige protestmarcher for George Floyd blevet fjernet på grund af problemer med ophavsrettighederne.

Twitter har natten til lørdag dansk tid fjernet en kampagnevideo fra USA's præsident, Donald Trump, fra det sociale medie.

Det skriver Donald Trump på Twitter.

Præsidenten beskylder det sociale medie for ulovligt at fjerne kampagnevideoen. Samtidig anklager Donald Trump Twitter for at kæmpe en "ensidig kamp" for de "yderligtgående venstredemokrater".

Den tre minutter og 45 sekunder lange kampagnevideo indeholder blandt andet billeder og video fra fredelige protestmarcher for den afroamerikanske mand George Floyd og Black Lives Matter-bevægelsen, mens Trump speaker i baggrunden.

George Floyd døde i politiets varetægt i Minnesota i sidste uge, hvilket har ført til omfattende uro i store dele af USA.

Brud på ophavsret

Medstifter og administrerende direktør for Twitter, Jack Dorsey, har svaret Donald Trump igen og kalder præsidentens kritik for "usand".

Jack Dorsey forklarer, at videoen er blevet fjernet i henhold til techgigantens politik om ophavsret.

Det sker på grund af en såkaldt DMCA-klage (Digital Millennium Copyright Act, red.) fra indehaveren af ophavsretten.

Twitter har ifølge nyhedsbureauet Reuters reageret på "gyldige klager", der er sendt til det sociale medie, men det fremgår ikke specifikt, hvem der har klaget over videoen.

Facebook har ligeledes fjernet et opslag, som indeholder videoen.

1,4 millioner visninger

Det er ikke første gang, at der er problemer med ophavsrettighederne i Donald Trumps videoer på Twitter.

Det sociale medie har tidligere fjernet mindst to af præsidentens videoer, der indeholdt musik fra lydsporet til Batman-filmen 'The Dark Knight Rises' og bandet Nickelbacks sang 'Photograph'.

Kampagnevideoen blev lagt på Twitter og Facebook onsdag og samtidig uploadet på Donald Trumps Youtubekanal.

Videoen har de seneste tre dage fået mere end 1,4 millioner visninger tilsammen på Facebook og Youtube.

På Youtube er videoen imidlertid ikke blevet fjernet, da indholdet ifølge det sociale medie ikke er identisk med videoen på Twitter.

Optrapning af fejde

Den blacklistede video er det seneste eksempel på den åbne krig, som Donald Trump og Twitter i øjeblikket er havnet i.

I sidste uge valgte Twitter at censurere og skjule indholdet af ét af præsidentens mange tweets fra hans egen konto. Det skete, fordi tweetet brød med Twitters retningslinjer ved at forherlige vold.

Twitter har desuden valgt at faktatjekke tweets fra Donald Trump.

Det sociale medie markerede to af præsidentens opslag som vildledende, da det ene påstod, at der vil blive svindlet med brevstemmer under præsidentvalget i november.

Til gengæld underskrev Donald Trump et præsidentielt dekret, der giver mulighed for at gribe ind over for virksomheder, som driver sociale medier.