Udland

Demonstranter satte ild til betjent i Mexico

Mexico har fået deres egen George Floyd-sag. Vrede demonstranter angriber politiet, efter en mand blev banket til døde i politiets varetægt.

Demonstranter har to dage i træk været på gaden i den mexicanske by Guadalajara. Deres protest og vrede mod politiet skyldes en anholdelse onsdag aften af den 30-årige murerarbejdsmand Giovanni López. Ifølge den britiske avis The Guardian fordi han ikke havde et påbudt mundbind på.

På en privatoptagelse af anholdelsen kan man se, at Giovanni López sætter sig til modværge. Med våben trukket tvinger politibetjente Giovanni López ind i en politibil, mens vidner råber, at politiet skal lade ham gå:

- Er det bare fordi, han ikke har maske på?

- Han sætter sig til modværge, lyder svaret fra en betjent.

Da videoen, der viser den brutale anholdelse, blev delt på de sociale medier, gik vrede demonstranter på gaden. Video: Michael Rathje

Da Giovanni López' familie senere ville hente ham på politistationen, fik de at vide, at han var indlagt på et hospital. Her kunne de konstatere, at han var afgået ved døden. Obduktionen viste, at han var blevet slået i hovedet med en stump genstand og havde et projektil i sin ene fod.

Video udløste voldsomme protester

Videoen af anholdelsen blev delt på de sociale medier og udløste de voldsomme protester over politiets brutalitet.

Torsdag var der flere sammenstød mellem politi og demonstranter, der blandt andet satte ild til biler. Urolighederne kulminerede, da en motorcykelbetjent fik hældt brandbar væske ned ad ryggen, og en demonstrant satte ild til ham. Betjentens kollegaer fik dog hurtigt slukket flammerne, og betjenten overlevede.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er tre betjente i går blevet anholdt forbindelse med drabet på Giovanni López. Alligevel gik folk igen på gaderne i protest mod politibrutalitet. Demonstrationerne i går forløb dog fredeligt.