Udland

Bolsonaro truer med at trække Brasilien ud af WHO

Efter advarsler fra WHO truer Brasiliens præsident med at trække landet ud af FN-organisationen.

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, truer fredag lokal tid med at trække landet ud af Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Det sker, efter at WHO har advaret lande om for tidligt at slække på coronatiltag.

Bolsonaro siger, at hvis ikke WHO ophører med at være en "partisk politisk organisation", så vil Brasilien overveje at forlade FN-organisationen.

USA's præsident, Donald Trump, der bærer en række ideologiske ligheder med Bolsonaro, sagde sidste måned, at USA ville ophøre med at have forbindelse til WHO.

Her lød beskyldningen, at organisationen i for høj grad lod sig styre af Kina, hvor coronavirussets første udbrud viste sig omkring årsskiftet.

Tidligere fredag, da WHO-talsmand Margaret Harris blev spurgt til Brasiliens gradvise ophævelse af coronarestriktioner, sagde hun:

- Epidemien, udbruddet, i Latinamerika er dybt, dybt bekymrende, lød det.

Hun uddybede, at blandt de seks kriterier for at slække på karantænetiltag "er et af dem ideelt set, at smitten er dalende".

/ritzau/Reuters