Udland

Politiet har fået 270 henvendelser efter nyt i Madeleine-sagen

Den ledende efterforsker har udtalt, at han er glad for borgernes henvendelser.

Scotland Yard har fået 270 henvendelser, siden de torsdag offentliggjorde, at en 43-årig mand er hovedmistænkt i sagen om Madeleine McCanns forsvinden, skriver Sky News.

I en pressemeddelelse bad de enhver, der kunne have værdifulde informationer om den mistænkte, til at henvende sig.

- Jeg vil gerne takke alle de borgere, som har kontaktet os, skriver den ledende efterforsker Mark Cranwell i en ny meddelelse.

Han er glad for det antal af opkald og emails, som efterforskerne har modtaget, og som de nu skal gennemgå og prioritere, skriver han.

Derudover opfordrer Scotland Yard fortsat enhver, der kan have informationer, om at henvende sig til dem.

Mistænkte fik mystisk opkald

Det var blandt andet to telefonnumre, som politiet efterlyste borgernes informationer omkring. Numrene var +351 912 730 680 og +351 916 510 683.

Den aften, hvor Madeleine forsvandt, fik den mistænkte nemlig et opkald, som varede en halv times tid, imens han befandt sig i Praia da Luz, samme område, som Madeleine forsvandt fra.

Det ene telefonnummer, var den mistænktes i 2007, og det andet nummer var en ukendt persons.

Efterforskerne ved endnu ikke, hvem den mistænkte talte i telefon med, og beskriver den ukendte person som et "meget vigtigt vidne".

Derudover bad de også om henvendelse fra enhver, der kunne vide noget om eller have set den mistænktes biler.

Også den tyske anklagemyndighed udtalte sig om sagen på et pressemøde torsdag. Her fortalte de, at de ikke blot mistænker den 43-årige for kidnapning af den dengang treårige Madeleine McCann, men også for mord.

Madeleine McCann forsvandt for 13 år siden, og Scotland Yard har en efterforskningsgruppe på fire mand, der har arbejdet fuld tid på sagen om den forsvundne pige.