Coronavirus

Tvivlsom artikel fik afbrudt verdensomspændende corona-forskning - nu er den trukket tilbage

Et lille, ukendt amerikansk firma og et anerkendt tidsskrift stoppede WHO-undersøgelse med en artikel, der torsdag blev trukket tilbage.

Der bliver nu sået tvivl om en videnskabelig artikel, der for ti dage siden fik WHO til at indstille den verdensomspændende test af hydroxyklorokin som middel i kampen mod coronavirus.

Også i Danmark blev flere forsøg med medicinen indstillet.

Men nu hagler kritikken ned over det amerikanske analysefirma, der har leveret talmaterialet til artiklen, og over det anerkendte videnskabelige tidsskrift The Lancet, der har publiceret forskningsresultaterne.

Overlæge Jens-Ulrik Jensen fra Herlev og Gentofte Hospital er en af 180 internationale medicinske forskere, der i et åbent brev til The Lancet har kritiseret artiklen:

- Der er en grad af panik, der gennemsyrer mange beslutninger her i coronatiden. Der er også en grad af panik i The Lancets beslutning om at lade denne artikel slippe igennem til offentliggørelse. Det er for tidligt at sige, at der er tale om et decideret falskneri, men den er i hvert fald ikke blevet kontrolleret efter normal standard, siger Jens-Ulrik Jensen til TV 2.

The Lancet har siden lovet at lade uafhængige forskere lave en kritisk gennemgang af artiklen - og sent torsdag aften meddelte tidskriftet, at de trækker artiklen tilbage.

Artiklens hovedforfatter har meddelt tidsskriftet, at den ikke længere kan stå inde for datagrundlaget, der kommer fra firmaet Surgisphere.

- Det her er et chokerende eksempel på uredelig forskning midt i en global sundhedskrise, siger The Lancets redaktør, Richard Horton, til Guardian.

Onsdag meddelte verdenssundhedsorganisationen, WHO, også, at man på baggrund af en sikkerhedsanalyse, der ikke viste nogen problemer, nu vil genoptage undersøgelsen af, om hydroxyklorokin kan hjælpe patienter mod sygdommen covid-19.

Hvad konkluderer den omstridte artikel?

Den opsigtsvækkende artikel med konklusionen om, at hydroxoklorokin ikke hjælper patienterne, men tværtimod kan gøre skade, blev offentliggjort 22. maj.

Studiet, der angiveligt byggede på talmateriale fra 96.000 patienter fra 671 hospitaler verden over, viste en øget dødelighed og øget forekomst af hjerteproblemer hos patienter, der fik medicinen.

Det fik hurtigt WHO til at opfordre til, at man indstillede alle forsøg, hvor man gav covid-19 patienter medicinen.

- WHO kom med en meget bombastisk melding i verdenspressen, og studierne blev indstillet i løbet af et døgn. Det er meget usædvanligt, at man lagde så megen vægt på et enkelt studie af så lav kvalitet, siger Jens-Ulrik Jensen, der har stået i spidsen for et dansk studie af effekten af hydroxyklorokin, som nu er blevet afbrudt.

Hvorfor bliver artiklen kritiseret?

Siden begyndte mange imidlertid at stille spørgsmål til artiklen, der byggede på tal fra et lille og ukendt amerikansk analysefirma ved navn Surgisphere.

Firmaet siger selv, at det har opbygget en betydelig database med oplysninger fra 1200 internationale hospitaler. Men flere af de involverede hospitaler siger til avisen The Guardian, at de ikke har noget samarbejde med Surgisphere.

The Guardians undersøgelse viser da også, at der er flere mystiske ting ved firmaet:

Firmaet, der angiveligt skulle have en af verdens største sundhedsdatabaser, oplyser selv til Linkedin, at det har tre medarbejdere.

Ifølge The Guardian er personen, der er beskrevet som “videnskabelig redaktør”, i virkeligheden science fiction-forfatter.

Personen, der er er beskrevet som ”marketingdirektør”, er i virkeligheden nøgenmodel.

Og linket på Surgispheres hjemmeside, der gør det muligt at kontakte firmaet, ledte indtil for få dage siden videre til en reklameside for kryptovaluta, skriver The Guardian.

Lederen af hjemmesiden MedicineUncensored, der har offentliggjort flere studier af hydroxoklorokin, tvivler meget på, at et firma af den størrelse kan have udført så stort et studie:

- Surgisphere kom ud af det blå og gennemførte det måske mest indflydelsesrige studie i denne pandemi i løbet af nogle få uger. Det giver ingen mening, siger lederen af MedicineUncensored, James Todaro.

Donald Trump tog medicinen

Hydroxoklorokin, der oprindeligt er en malaria-medicin, er mange gange blevet anbefalet som et effektivt middel mod coronavirus, selv om det aldrig er blevet videnskabeligt bevist.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, fortalte i maj, at han tog midlet hver dag.

- Jeg synes, det er godt. Jeg har hørt en masse gode historier, forklarede han dengang.

Det fik WHO til at sætte en verdensomspændende undersøgelse med 3500 patienter i 35 lande i gang for at få slået fast, om medicinen havde en beviselig effekt.

Men undersøgelsen blev afbrudt, da artiklen i The Lancet blev offentliggjort.

- Behandling med klorokin eller hydroxyklorokin gavner ikke patienter med covid-19, sagde Mandeep Mehra dengang. Han er direktør på en hjerteklinik i Boston og hovedforfatter på studiet sammen med Sapan Desai, der er direktør i Surgisphere.

Kort efter meddelte Donald Trump også, at han ville stoppe med at tage medicinen.

Dansker vil fortsætte studie

Spørgsmålet er, om tumulten omkring artiklen har ført til, at de nu afbrudte studier af hydroxoklorokin rundt omkring i verden har lidt permanent skade. Eller om det er muligt at genoptage dem - også i Danmark.

- Det er muligt, at der er nogle af vores internationale samarbejdspartnere, der er blevet trætte og ikke kommer i gang igen. Her hos os kan vi også frygte, at nogle af vores patienter efter denne mediestorm er blevet skræmt fra at deltage. Vi må vurdere omfanget af den skade for at finde ud af, om der kan dannes patientgrundlag til at få studiet i mål, siger Jens-Ulrik Jensen fra Herlev og Glostrup Hospital.

Han er dog ikke i tvivl om, at man vil gøre forsøget.

- Vi vil bede om tilladelse til at genoptage studiet, siger han.