Uro efter politivold

Mindet ved stor ceremoni: - Det var en pandemi, der slog George Floyd ihjel

George Floyds død er symbol på et større problem i USA. Men der er grund til tro på, at forandring er på vej, lød det i mindeord.

Vrede. Sorg. Håb. Følelserne fik frit løb, da familie, venner og flere fremtrædende personer i det amerikanske samfund torsdag mindede George Floyd, der i sidste uge døde i forbindelse med en voldsom anholdelse.

De var samlet ved en mindehøjtidelighed i Minneapolis, og her lod Floyd-familiens advokat Benjamin Crump forstå, at man ikke har tænkt sig at opgive kampen for retfærdighed efter den sorte mands død.

- Det var ikke coronavirussen, der slog George Floyd ihjel. Han døde af en anden pandemi, som vi kender alt for godt i USA. En pandemi af racisme og diskrimination, sagde advokaten.

Kampen for retfærdighed vil familien kæmpe både i retssalen, hvis fire anklagede betjente kommer for retten, og ude på gaden, hvor titusindvis af amerikanere den seneste uge har protesteret mod raceulighed og politibrutalitet.

George Floyds død har fået stor opmærksomhed både i USA og internationalt, efter en video viste, at en hvid betjent under anholdelsen pressede sit knæ mod Floyds hals i adskillige minutter, selvom Floyd gav udtryk for, at han ikke kunne trække vejret.

- Det, vi så på den video, var tortur. Det var umenneskeligt. Det var ondskab. Derfor siger vi til jer, USA: lad være med at samarbejde med ondskaben og slut jer til de unge på gaderne, der protesterer imod ondskaben, umenneskeligheden og torturen, som de så i den video, sagde Benjamin Crump.

"Fjern jeres knæ fra vores hals"

Blandt gæsterne ved mindehøjtideligheden var kendte borgerrettighedsforkæmpere som Jesse James, Al Sharpton og Martin Luther King III.

De havde selskab af kongresmedlemmerne Ilhan Omar og Ayana Pressley, senator Amy Klobuchar, guvernør i Minnesota Tim Walz og Minneapolis' borgmester, Jacob Frey. Sidstnævnte gik inden ceremonien grædende på knæ ved George Floyds kiste.

Al Sharpton leverede mindeord under ceremonien, og her understregede han, at George Floyds død var symbolet på et større problem i det amerikanske samfund.

Sorte amerikanere har alt for længe "haft et knæ på halsen", uanset om det handler om uddannelse, sundhedsvæsnet eller noget som helst andet aspekt af livet i USA.

- Det er på tide, at vi rejser os og i Georges navn siger "fjern jeres knæ fra vores hals".

Borgerrettighedsforkæmperen Al Sharpton talte ved mindehøjtideligheden for George Floyd.

Tro på forandring

Sharpton talte om vigtigheden af, at man nu sammen går til politikerne i Washington D.C. og kræver forandringer i USA.

Og så rettede han en bredside mod præsident Donald Trump, der igen og igen har talt om at gøre landet storslået igen. Men storslået for hvem? For USA har aldrig været godt for minoriteter, og derfor er det på tide at gøre USA storslået for alle, lød det fra den kendte borgerrettighedsforkæmper.

Men der er også grund til optimisme, lod han forstå. For den seneste uges omfattende protester på tværs af landet har mere end nogensinde givet Sharpton tro på, at der er forandring på vej.

- Når jeg denne gang ser optog, hvor der i nogle tilfælde var flere unge hvide end sorte deltagere, så ved jeg, at det er en anden tid.

Mindehøjtideligheden blev afsluttet med, at alle gæsterne sammen rejste sig og stod i stilhed i otte minutter og 46 sekunder. Præcis den tid, som George Floyd havde sin hals under betjentens knæ under anholdelsen i sidste uge.