Coronavirus

Svensk statsepidemiolog kigger indad: - Vi skulle have lavet en mellemting

Sverige har snart 4500 døde, og socialministeren tør ikke afblæse epidemien endnu.

Skoler og restauranter har på intet tidspunkt været beordret lukket under coronapandemien, og det har i høj grad været op til svenskerne selv at tage deres forholdsregler.

Og i dag er mere end 4400 svenskere døde, mens de har været smittet med covid-19, hvor særligt plejehjemmene i Stockholmsområdet, med mere end 1000 døde, har været hårdt ramt.

Det har nu fået Sveriges statsepidemiolog Anders Tegnell til at kigge indad:

- Skulle vi komme til at støde på samme sygdom med præcis den viden, som vi har i dag, tror jeg, at vi ville have gjort en mellemting mellem det, som Sverige har gjort, og det, som resten af verden har gjort, siger Anders Tegnell til Sveriges Radio.

Klart forbedringspotentiale

Den svenske strategi har i modsætning til mange andre lande ikke lukket landet helt ned, og selvom mange har stillet spørgsmålstegn ved netop den strategi, så har det ikke tidligere fået Anders Tegnell til at ryste på hånden.

Ja, jeg mener, at der eksisterer et forbedringspotentiale i det, som vi har gjort i Sverige, helt klart.

Anders Tegnell, statsepidemiolog, Sverige

Målet var flokimmunitet, så mange svenskere i sidste ende ikke behøver en vaccine. I dag er antallet af smittede knap 38.500, og Sverige havde 19. maj det højeste antal coronarelaterede dødsfald per indbygger i Europa.

Derfor var svaret også et klart ”ja”, da Anders Tegnell i radioprogrammet blev spurgt til, om antallet af døde var for højt. Derfor skal man se indad – og udad – hvis der skulle komme en ny pandemi:

- Ja, jeg mener, at der eksisterer et forbedringspotentiale i det, som vi har gjort i Sverige, helt klart. Og det er godt at vide mere eksakt, hvad man skal lukke ned for at hindre smittespredning bedre, siger han.

Han er usikker på, hvilke forholdsregler Sverige kunne have truffet ud over dem, som er indført, men han ser en fordel i, at Sverige har lukket gradvist ned, mens andre landet har lukket alt ned. For det kan, ifølge Tegnell, være et problem, da man ”ikke rigtigt ved, hvilke af de foranstaltninger, der er truffet, der har den bedste effekt”.

- Muligvis finder vi ud af det, når man ophæver restriktioner en efter en. I det forløb erfarer vi måske mere om, hvad man kunne gøre uden at ty til en total nedlukning, siger Anders Tegnell.

Har mødt kritik flere gange

Sverige og Anders Tegnell har mødt kritik flere gange. Senest fra Sveriges tidligere statsepidemiolog, Annika Linde, der i Dagens Nyheter og Berlingske kritiserede den svenske strategi:

- Hvis vi havde lukket butikkerne, restauranterne og det meste af samfundet, kunne vi have bremset spredningen og have købt os selv noget mere tid, sagde hun til Berlingske.

Lyn-analyse

Det er uklart, hvad han ville have gjort anderledes, men det er interessant og bemærkelsesværdigt, at han allerede nu går ud og siger, at der er flere ting, som Sverige burde have gjort anderledes. Det er jo interessant fordi, at svenskerne hele tiden har været tilbageholdende med at konkludere for meget. De har peget på, at man var nødt til at vente på, at man vidste, hvordan pandemien udviklede sig og hvordan det gik i andre lande. Men nu går Anders Tegnell alligevel ud og siger, at der er for mange, der er døde for tidligt.

Til Dagens Nyheter fortalte hun, at ”man undervurderede problemet," og "at det var en klar fejlvurdering” ikke at lukke samfundet. Hun erkender dog, at hun indledningsvist følte sig tryg ved strategien. Primært fordi Anders Tegnell, sagde, at man ville beskytte de udsatte.

- Men det viste sig at være en drøm, at vi kunne beskytte de ældre, med meget lidt hold i virkeligheden, sagde Annika Linde til The Guardian.

Det er dog tvivlsomt, at en hurtig nedlukning af samfundet ville have forhindret coronavirussen i at komme ind på gangene på landets plejehjem, lød det som et modsvar fra Anders Tegnell i et interview med SVT.

- Det er meget almindeligt, at folk kommer med den kritik, at hvis vi havde lukket, kunne vi have gjort meget. Men når jeg stiller spørgsmålet tilbage: "Præcis, hvad kunne vi have gjort, der havde ændret det så meget?", så får jeg ikke så mange svar, sagde han til SVT.

I alt er Sverige tæt på at have rundet 4500 døde med coronavirus. Helt præcist lyder det bekræftede tal onsdag på 4468, og Sveriges socialminister Lena Hallengreen sagde 30. maj, at de ”definitivt ikke er ude af pandemien”.