Udland

Scotland Yard udpeger tysk mand som mistænkt i Madeleine McCann-sag

Tre-årige Madeleine McCann fra Storbritannien forsvandt i maj 2007 fra en ferielejlighed i Praia da Luz på Algarve-kysten i Portugal.

13 år efter tre-årige Madeleine McCann forsvandt sporløst fra en ferielejlighed i det portugisiske ferieparadis Praia da Luz på Algarve-kysten, udpeger Scotland Yard nu en 43-årig tysk mand som mistænkt i sagen, skriver blandt andet Sky News og The Guardian.

Den 43-årige mand afsoner ifølge den britiske politienhed Scotland Yard en længere fængselsstraf i Tyskland, hvor han også er mistænkt for andre forbrydelser. Men han befandt sig i Praia da Luz-området i 2007, da Madeleine McCann forsvandt. Dengang boede han i et nedslidt gårdhus og kørte i både et folkevognsrugbrød, en VW T3 Westfalia, og i en sort Jaguar, mener politiet.

Kriminalinspektør Mark Cranwell, Scotland Yard, siger, at politiet nu gerne vil vide mere om den 43-årige mands færden den nat, Madeleine forsvandt og i dagene før og efter hendes forsvinden 3. maj 2007.

- Vi ved, at han var i ferieområdet den nat, cirka en time før Madeleine sidst blev set ved 21-tiden. Han modtog et telefonopkald på sin portugisiske mobil fra en anden portugisisk mobil. Den telefonsamtale varede cirka en halv time, siger Mark Cranwell.

Offentliggør telefonnumre

Derfor har Metropolitan Police i London, også kendt som Scotland Yard, offentliggjort det telefonnummer, opkaldet til den 43-årige blev foretaget fra, +351 916 510 683. Politiet har også offentliggjort den 43-åriges mobilnummer på det tidspunkt, +351 912 730 680.

- Vi siger ikke, at den, der foretog opkaldet, er mistænkt i denne sag. Men det er en person eller personer, vi er nødt til at identificere som en nøgleperson, og vi har brug for at komme i kontakt med dem, siger Stuart Cundy fra Metropolitan Police i London.

Opfordrer bekendte til at stå frem

I en usædvanlig appel til den 43-åriges bekendte opfordrer britisk politi dem nu til at stå frem.

- I er måske klar over nogle af de ting, han har gjort. Han kan have betroet sig til jer om Madeleines forsvinden. Mere end 13 år er gået, og jeres loyalitet kan have ændret sig. Han er i fængsel, og vi er klar over, at nogle mennesker måske har haft problemer med at kontakte politiet tidligere. Nu er tiden kommet til at stå frem. Vi appellerer til jer, lyder det fra britisk politi.

Forældre takker politi

Politiet har ikke offentliggjort navnet på den 43-årige, men man har offentliggjort billeder af de to biler, han menes at have kørt i på det tidspunkt, hvor Madeleine McCann forsvandt.

Selv om det er 13 år siden, den tre-årige pige forsvandt, fortsætter flere politimyndigheder eftersøgningen af Madeleine McCann - og jagten på sandheden.

Portugisisk politi genåbnede efterforskningen af sagen i 2013, inden Scotland Yard indledte sin efterforskning af sagen. Den britiske efterforskning i sagen bliver kaldt Operation Grange, og fire politifolk fra Metropolitan Police i London efterforsker sagen på fuld tid.

- Vi vil gerne takke de politistyrker, der er involveret, for deres indsats i eftersøgningen af Madeleine. Alt, hvad vi nogensinde har ønsket, er at finde hende, finde sandheden og få de ansvarlige bragt for retten, siger Gerry og Kate McCann, Madeleine McCanns forældre.