Uro efter politivold

Pensioneret politichef blev dræbt, da han ville hjælpe sin ven

Optøjer i USA har kostet mindst 11 mennesker livet, og over 9300 meldes anholdt i forbindelse med den seneste uges uroligheder.

David Dorn blev fundet død på fortovet foran den butik, han havde forsøgt at beskytte.

Den 77-årige pensionerede politichef var far til fem og bedstefar til ti. Men natten til tirsdag lokal tid blev han skudt og dræbt under plyndringen af en pantelånerbutik i St. Louis.

Dorn blev offer for de omfattende uroligheder i USA, der begyndte som protester mod politivold efter en sort mands død, men som siden mange steder har udviklet sig til hærværk, plyndringer, ildspåsættelser og vold.

Han var egentlig gået på pension efter 38 års tjeneste, men han var ven med ejeren af pantelånerbutikken, og han slog derfor ofte et smut forbi, når sikkerhedsalarmen gik, har hans kone fortalt til St. Louis Post-Dispatch.

Det gjorde den natten til tirsdag, da demonstrationerne i St. Louis endnu engang udviklede sig voldeligt.

Et andet sted i byen, der er delstaten Missouris næststørste, blev fire betjente samme aften såret af skud, og ifølge politiet blev i alt 25 anholdt i byen i nattens løb, og 55 lokale forretninger blev plyndret og ødelagt.

Hyldes af Trump

David Dorns søn Brian Powell har fortalt, at faderen var optaget af et hjælpe unge, og sønnen tror derfor, at faderen ville have tilgivet dem, der står bag volden i byen, og have forsøgt at tale dem til fornuft.

- Min besked til den, der trykkede på aftrækkeren, er simpelthen bare, at du skal stoppe med det, du har gang i. Sæt dig ind i den virkelige årsag til, at du demonstrerer. Lad os gøre det på en ordentlig måde. Vi behøver ikke gå ud og plyndre og alt det andet, siger Powell til KTVI.

Som reaktion på drabet har præsident Donald Trump ytret en hyldest til den erfarne politimand på Twitter, hvor han skriver:

- Vores største respekt til de pårørende til David Dorn, en dygtig politichef fra St. Louis, som på ondskabsfuld vis blev skudt og dræbt af afskyelige tyve. Vi ærer vores betjente, måske endnu mere end før. Tak!

Den amerikanske præsident har ved flere lejligheder fordømt de mange protester, der finder sted i adskillige byer på tværs af landet, og han har varslet, at han vil aktivere alle tilgængelige ressourcer til at bekæmpe urolighederne - heriblandt militæret.

Over 9300 anholdt

Urolighederne i USA har taget fart efter en voldsom anholdelse i Minneapolis, hvor den 46-årige sorte mand George Floyd døde.

Som en opgørelse fra nyhedsbureauet AP viser, er 77-årige David Dorn langtfra den eneste, der har mistet livet under den seneste uges protester.

  • I Davenport, Iowa, blev en 22-årig kvinde ramt af en kugle i ryggen og døde, da hun var ved at forlade en demonstration, der havde udviklet sig voldeligt.
  • I Oakland, Californien, blev en 53-årig betjent dræbt af skud fra en forbikørende bil, da han stod vagt ved en demonstration.
  • I Louisville, Kentucky blev en 53-årig restaurantejer dræbt af politiet, der har forklaret, at de åbnede ild efter selv at være blevet beskudt.
  • I Indianapolis, Indiana, blev en 38-årig og en 18-årig mand dræbt ved to forskellige skyderier i forbindelse med protester.
  • I Minneapolis, Minnesota, døde en 43-årig butiksejer af skud foran sin butik, der var udsat for store ødelæggelser under urolighederne.
  • I Detroit, Michigan, blev en 21-årig mand dræbt, da ukendte gerningsmænd affyrede skud mod en parkeret bil.
  • I en forstad til Chicago, Illinois, mistede to personer mistede livet under optøjer.
  • I Omaha, Nebraska, blev en 22-årig mand skudt og dræbt efter at have været involveret i et slagsmål med en barejer.

Ligesom David Dorns søn har også George Floyds familie været ude og opfordre uromagerne til at indstille volden og ødelæggelserne, da det fjerner fokus fra den dagsorden, som de mange fredelige demonstranter forsøger at sætte.

Også tidligere præsident Barack Obama har fordømt den seneste tids vold.

Myndighederne i USA har indført udgangsforbud i over 40 byer, og Nationalgarden er indkaldt for at hjælpe politiet i omkring 15 byer.

Ifølge en opgørelse fra ABC News er over 9300 mennesker blevet anholdt på tværs af landet, siden protesterne begyndte i sidste uge.