Coronavirus

Amerikansk sundhedsgeneral nervøs efter hundredevis af demonstrationer

Jerome Adams, til højre, er Surgeon general, hvilket er generalstabslæge. Han har blandt andet ansvaret for 6500 uniformerede sundhedsmedarbejdere.  Kevin Lamarque / Ritzau Scanpix

En amerikansk fodboldspiller er blevet smittet under demonstrationerne, advarer han.

25. maj blev 46-årige afroamerikanske George Floyd dræbt under en anholdelse i Minneapolis.

Siden har tusindvis af amerikanere samlet sig på gader og stræder i mere end 350 amerikanske byer for vise deres utilfredshed med politiets behandling af sorte amerikanere.

Selvom det har taget fokus, så står landet fortsat midt i en coronaepidemi, og de mange demonstrationer kan få den til at blusse yderligere op.

Sådan lyder det fra lederen af det, der svarer til den amerikanske sundhedsstyrelse, Jerome Adams.

- Baseret på den måde sygdommen spreder sig, er der al grund til at forvente, at vi vil se nye klynger og potentielt nye udbrud, siger Jerome Adams i et interview med Politico.

Jerome Adams har rank af viceadmiral i U.S. Public Health Service Commissioned Corps, hvor hans funktion blandt andet er at være "nationens læge", skriver U.S. Department of Health & Human Services.

USA har i dag mere end 1,8 million smittede og mere end 106.000 dødsfald relateret til covid-19.

Fodboldspiller smittet under demonstration

Selvom mange af demonstranterne ses bære masker og tørklæder for mund og næse under demonstrationerne, frygter Jerome Adams, at de meget store forsamlinger medfører spredning af covid-19.

Adams har tidligere peget på, at der er store racemæssige forskelle i smitten i det amerikanske samfund, hvor særligt den mørke del af befolkningen har været hårdt ramt.

Og da mange af demonstranterne netop kommer fra denne befolkningsgruppe, er risikoen for smitte stor, lyder det fra Adams:

- Jeg er fortsat bekymret for de sundhedsmæssige konsekvenser for befolkningen. Både for den individuelle og institutionelle racisme, og for at folk er ude og protestere på en måde, der er skadende for dem selv og deres lokalsamfund, siger Adams.

Nogle steder bærer folk masker under demonstrationerne - andre steder ikke. Billedet her er fra 2. juni i Los Angeles.

Én af dem, der er blevet smittet med covid-19, er den 21-årige amerikanske fodboldspiller Amen Ogbongbemiga. Det skriver han selv i et opslag på Twitter natten til onsdag dansk tid:

- Efter at have deltaget i en protest i Tulsa, OG selvom jeg var godt beskyttet, er jeg testet positiv for covid-19. Please, hvis I deltager i protesterne, så pas på jer selv og vær forsigtige, skriver han.

Amen Ogbongbemiga spiller amerikansk fodbold for Oaklahoma State Cowboys, der repræsenterer universitetet Oaklahoma State University i den bedste collegerække, NCAA. Oaklahoma State University har 26.000 studerende.

Forudser op til 200.000 døde

Jerome Adams har selv afroamerikanske rødder, og han kan sætte sig i demonstranternes sted, men der er meget at gøre fremadrettet, hvis man skal have ”de mørke samfund til at blomstre”.

- Man forstår vreden, men jeg håber, at vi kan finde måder, der virkelig kan hjælpe folk med at kanalisere deres vrede til meningsfulde skridt fremad, siger Jerome Adams.

Folk står tæt under demonstrationerne. Her i Washington, hvor størstedelen bærer masker eller mundbind.

I slutningen af marts forudsagde koordinatoren for Det Hvide Hus' særlige indsats mod coronavirus, at hvis USA håndterer coronakrisen "stort set perfekt", vil under 200.000 mennesker i landet dø.

Vurderingen ligger på linje med det skøn, præsident Donald Trump gav på et pressemøde 29. marts.

- Hvis USA kan holde dødstallet på mellem 100.000 og 200.000 mod potentielt 2,2 millioner, vil det betyde, at vi har gjort et godt stykke arbejde, sagde Donald Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters.